Skip to main content
Uge 37, 2012

Behandling af alkoholafhængighed varierer i kommunerne

Kommuners alkoholbehandling

Kvaliteten i behandlingen af personer med alkoholproblemer varierer meget fra kommune til kommune. Der findes ikke altid beviser på, at de benyttede metoder virker, og mange kommuner overser, at langt over halvdelen af alkoholafhængige personer også har en psykiatrisk lidelse. Det konkluderer rapporten "Alkoholbehandling i kommunerne 2012", som Statens Institut for Folkesundhed, SDU, har udarbejdet for Lægeforeningen.

I behandlingen af personer, som er afhængige af alkohol skelner man mellem psykosocial og medicinsk behandling. Der bruges forskellige medicin til behandling af abstinenser og selve afhængigheden (se figur 1 og 2). Blandt de to tredjedele af kommunerne, som selv varetager abstinensbehandlingen, bruger 13 % præparatet barbiturat, som kan give ubehagelige forgiftninger, og der findes ikke nogen modgift til præparatet, hvilket gør det helt uegnet til ambulant abstinensbehandling. Hverken nationale eller internationale anbefalinger om alkoholbehandling rekommanderer barbiturat.

Op mod halvdelen af kommunerne, 43 %, bruger øre-akupunktur, såkaldt NADA-akupunktur. Metoden er uden bivirkninger, men der findes ingen dokumentation af effekten. På trods af den manglende dokumentation på at det skulle have en virkning, benyttes metoden både til behandling af abstinenser og til behandling af alkoholproblemet som sådan.

Andelen af kommuner der bruger NADA-akupunktur (øre-akupunktur) og barbiturat til abstinensbehandling i 2009 og 2012

Centralt i behandling af alkoholafhængighed er også to præparater, som nedsætter trangen til alkohol. De to præparater naltrexon og acamprosat har været kendt i over ti år og der findes talrige videnskabelige undersøgelser, som dokumenterer en ekstra effekt på cirka 10 % oveni den effekt man opnår med psykosocial behandling. Alligevel er det kun halvdelen, 51 %, af kommunerne der i dag bruger acamprosat og kun 26 % naltrexon.

Andelen af kommuner der anvender acamprosat og naltrexon til behandling af alkoholafhængighed i 2009 og 2012

I behandlingen af patienter med alkoholproblemer, er det afgørende at erkende, at patienterne ofte har en samtidig psykiatrisk lidelse. Kun 40 % af kommunerne undersøger alkoholafhængige personer for psykisk sygdom.

Undersøgelsen er baseret på spørgeskemabesvarelser fra 94 ud af landets 98 kommuner samt 1.644 praktiserende læger.

Vil du læse mere?

Find rapporten her

Redaktionen afsluttet: 12.09.2012