Skip to main content
Uge 37, 2011

Kontanthjælpsmodtagere har et større forbrug af rusmidler

Rusmidler og ledighed

En undersøgelse på jobcentrene i Faxe og Holbæk viser, at kontanthjælpsmodtagerne er en særlig udsat gruppe, der drikker mere, ryger mere og oftere har røget hash indenfor det seneste år.

En tredjedel af kontanthjælpsmodtagerne har et alkoholproblem, mod kun en fjerdedel af lønmodtagerne. Der er flere end dobbelt så mange kontanthjælpsmodtagere som lønmodtagere, der har røget hash indenfor det seneste år. Desuden er der dobbelt så mange rygere blandt kontanthjælpsmodtagerne end blandt lønmodtagerne.

Andel i procent fordelt på indkomstgrupper i to kommuner med problematisk alkoholforbrug

Andel i procent fordelt på indkomstgrupper i en kommune som ryger hash

Dette tegner et billede af kontanthjælpsmodtagerne som en særligt udsat gruppe af borgere. Desuden er der en stor risiko for, at alkoholforbrug og hashrygning bliver en barriere for, at borgeren kan vende tilbage til arbejdsmarkedet. Forbruget af rusmidler kan dermed være med til at fastholde en stor gruppe borgere i ledighed.

Tallene stammer fra en screeningsundersøgelse foretaget blandt 213 borgere på Jobcenter Faxe og 447 borgere på Jobcenter Holbæk i maj 2010 og januar 2011. Deltagerne blev spurgt til deres indkomst sidste måned, hvilket er årsagen til, at der indgår borgere med lønindtægt i undersøgelsen. Kategorien ’andet/ukendt’ dækker over en række mindre grupper af ydelser bl.a. en del unge på SU og personer på flexydelse, ledighedsydelse eller uden indkomst sidste måned.

Vil du læse mere?

Find rapporten her

Redaktionen afsluttet: 14.09.2011