Skip to main content
Uge 36, 2010

Ryg- og hoved/nakke-skader giver hyppigst længerevarende mén

Fysiske mén efter ulykker

Hvis man har fået en alvorlig skade som følge af en ulykke, kan helbredet være forringet i mange år efter skaden. Der har dog manglet viden om, hvor udbredt de langsigtede konsekvenser af ulykker er i befolkningen. Dette er et forskningsprojekt på SIF i gang med at undersøge. Et nyligt publiceret studie fra projektet viser, at det især er skader i ryggen samt hoved- og nakkeskader, der medfører forringet helbred i perioden mellem 1-10 år efter skaden.

I SIFs Sundheds- og sygelighedsundersøgelse (SUSY) i 2005 blev 22.000 personer i alderen 16-64 år spurgt om deres egen vurdering af deres helbred. Blandt de 3000, der på et tidligere tidspunkt (mindst et år før) var sygehusbehandlet for en alvorlig skade, var der betydeligt flere, der rapporterede at deres helbred var dårligt, nemlig 7% i modsætning til 4% blandt de, der ikke havde haft en alvorlig skade. Forskellen kunne ikke forklares ved, at de tilskadekomne var anderledes end de øvrige personer hvad angår alder, køn, uddannelsesniveau eller kronisk sygdom.

Blandt de alvorlige skader (se listen nedenfor) var det især personer med skader i ryg, hoved og nakke som havde forringet helbred, idet henholdsvis 18%, 9% og 8% angav at de havde et dårligt helbred mindst et år efter skaden.

Helbredet blev endnu dårligere for dem, der havde været udsat for flere ulykker med alvorlige skader: Blandt de interviewede, som havde haft to eller flere skader, angav 12% et dårligt helbred.

Forringelsen af helbredet blev mindre, jo længere tid der var gået siden skaden: Det første år angav 10%, at de havde et dårligt helbred, mellem 1-2 år var det 9%, mens det efter 5 år var 6%. Dette er dog stadig flere end blandt dem, der ikke havde haft en skade.

Det gjorde ingen forskel om man er mand eller kvinde, højt eller lavtuddannet - en skade forringede helbredet lige meget. Alderen betyder dog noget: Jo ældre man er, jo flere angav et dårligt helbred som følge af skaden (jf. figuren).

Andel, der rapporterede om dårligt helbred mindst et år efter en alvorlig skade (%)

Resultaterne viser, at en række skadetyper har langvarige følger, og at det er vigtigt at følge de tilskadekomne i flere år efter skaden.

De alvorlige skader, der indgik i undersøgelsen omfattede hjernerystelse, kraniebrud, piskesmældsskader, brud, ledskred eller forvridning i rygsøjlen, brud på knogler samt andre skader der medførte indlæggelse på et sygehus.

Spørgsmålet om helbredet var: ”Hvordan vil De vurdere Deres nuværende helbredstilstand i almindelighed? (Virkelig god/god/nogenlunde/dårlig/meget dårlig). De præsenterede tal er andelen, der svarede ”dårligt” eller ”meget dårligt”.

Undersøgelsen er støttet af Trygfonden.

Vil du læse mere?

Find artiklen her

Redaktionen afsluttet: 08.09.2010