Skip to main content
Uge 33, 2017

Hvert tyvende spædbarn udvikler sig ikke sprogligt, som det bør

Sundhedsplejerskerne bekymrer sig om den sproglige udvikling hos næsten fem procent af alle spædbørn. De små udvikler ikke deres sprog og kommunikative evner, som de bør i forhold til deres alderstrin

Langt de fleste babyer født i Danmark udvikler sig fint sprogligt og kommunikativt. Det vil blandt andet sige, at de pludrer, anvender mimik og gentager forældrenes lyde.

Men for en mindre gruppe af børn er der grund til bekymring. Omkring hvert tyvende spædbarn udvikler sig nemlig ikke sprogligt og kommunikativt som andre børn. I hvert fald får 4,5 procent af alle spædbørn mindst én bemærkning til deres sprog og kommunikation i den journal, som sundhedsplejersken fører i forbindelse med sine besøg i hjemmet i løbet af barnets første leveår.

Det fremgår af en ny rapport, som Statens Institut for Folkesundhed har udarbejdet i samarbejde med Databasen Børns Sundhed.

Data fra 25.000 spædbørn

Det er første gang, at danske forskere har undersøgt den sproglige og kommunikative udvikling hos en så stor gruppe spædbørn. Undersøgelserne omfatter over 25.000 spædbørn fra 31 kommuner født i 2015.

En bemærkning i sundhedsplejerskerens journal dækker over, at barnet ikke opfylder den forventelige sprog- og kommunikationsudvikling i forhold til sit alderstrin. Det vil for eksempel sige, at det ikke giver tydelige tegn, når det er sultent, træt eller kontaktsøgende. Eller, når barnet er lidt ældre, ikke eksperimenterer med høje lyde, pludrer varieret eller reagerer på sit eget navn.

Undersøgelser viser, at det er vigtigt at være opmærksom på små børns sproglige og kommunikative udvikling, da denne har stor betydning for barnets trivsel og senere sociale og faglige færdigheder.

"Sproglige vanskeligheder blandt spædbørn behøver ikke nødvendigvis at betyde vedvarende problemer, men det kan øge risikoen for, at barnet senere får sproglige udfordringer. Derfor er det vigtigt med en tidlig opsporing, netop fordi vi ved, at sproglige udfordringer ofte hænger sammen med trivsels- og udviklingsproblemer," siger Anette Johansen, projektleder på Statens Institut for Folkesundhed.

Af rapporten fremgår det, at 24 procent af de spædbørn, der har motoriske vanskeligheder i deres første leveår, også har bemærkninger til deres sprog og kommunikation, hvorimod det kun er tilfældet for 3,4 procent af de børn, der ikke har motoriske vanskeligheder.

Vil du læse mere?

Find rapporten her

Redaktionen afsluttet: 16.08.2017