Skip to main content
Uge 22, 2018

Er du kortuddannet, førtidspensionist eller arbejdsløs, er der større risiko for, at du er storryger

Social ulighed i rygning: Kortuddannede, førtidspensionister og arbejdsløse ryger oftere 15 eller flere cigaretter om dagen end folk i job eller med en lang uddannelse

I dag er det World No Tobacco Day, hvor Verdenssundhedsorganisationen, WHO, sundhedsmyndigheder og organisationer verden over sætter fokus på sundhedsrisikoen ved tobak. I år handler det især om tobak og hjertekarsygdomme.

Også Statens Institut for Folkesundhed markerer dagen ved at sætte fokus på, hvilke befolkningsgrupper der ryger mest. Nye tal viser nemlig, at der er stor social ulighed i danskernes rygevaner. 

Det er især kortuddannede, førtidspensionister og arbejdsløse, der er storrygere. Det vil sige, at de ryger 15 eller flere cigaretter om dagen. Eksempelvis er mere end hver femte førtidspensionist (22 procent) storryger, mens det kun gælder for otte procent blandt beskæftigede. Blandt arbejdsløse er der 16 procent, der dagligt ryger 15 cigaretter eller mere.

"Vi ved, at der er store sundhedsmæssige risici forbundet med at ryge. Rygere har eksempelvis markant større risiko for hjertekarsygdomme og lever også væsentligt kortere end ikke-rygere. Derfor er det vigtigt at vide, hvilke grupper i befolkningen der ryger mest, i forhold til bedst at kunne planlægge og tilrettelægge forebyggelsesindsatser og dermed hjælpe folk med et eventuelt rygestop," siger forskningschef Anne Illemann Christensen, Statens Institut for Folkesundhed.

 

Rygeforebyggelse på flere niveauer

Statens Institut for Folkesundhed arbejder med forebyggelse på flere områder og er blandt andet partner i Røgfri Fremtid, hvor organisationer, politikere og borgere er gået sammen for at skabe en røgfri fremtid for kommende generationer. 

 

Redaktionen afsluttet: 30.05.2018