Skip to main content
Uge 22, 2008

40.000 unge 16-24-årige udsættes for kærestevold

Vold blandt unge kærester

Ny rapport om vold mellem kærester viser, at 12 % af de unge kvinder og 5 % af de unge mænd inden for det seneste år har været udsat for enten psykisk, fysisk og/eller seksuel kærestevold. Det skønnes, at godt og vel 28.000 kvinder og 12.000 mænd i alderen 16-24 år årligt udsættes for psykisk, fysisk og/eller seksuel vold i et kæresteforhold. Det svarer til hver ottende ung kvinde og hver tyvende ung mand.

Kærestevold omfatter både psykiske overgreb som trusler, seksuelle krænkelser og overgreb samt fysisk vold dvs. skub, slag med flad hånd, knytnæveslag, spark, kværkningsforsøg og overfald med våben.

Inden for de seneste år har der været stor opmærksomhed på partnervold mod voksne kvinder, mens forekomsten og karakteren af partner- eller kærestevold mod unge kun har været sparsomt belyst. Nu har Statens Institut for Folkesundhed ved Syddansk Universitet gennemført en landsdækkende undersøgelse blandt 16-24-årige om deres kæresteerfaringer. Undersøgelsen, som er udarbejdet for Minister for Ligestilling, viser at fysisk kærestevold blandt unge kvinder forekommer oftere end partnervold blandt voksne kvinder, og at unge mænd også udsættes for forskellige former for kærestevold.

Blandt unge 16-24-årige kvinder med kæresteerfaringer udsættes en andel på 7 % for seksuel kærestevold. Lidt færre, 6 %, udsættes for fysisk kærestevold, og kun 5 % for psykisk kærestevold.

Blandt unge 16-14-årige mænd med kæresteerfaringer er andelen, som udsættes for fysisk, seksuel eller psykisk kærestevold omtrent lige stor på 2 %.

Undersøgelsen omfattede desuden fokusgruppeinterview, hvor unge gav udtryk for, at kærestevold er tabubelagt især blandt unge mænd. Unge der udsættes for kærestevold søger sjældent hjælp. De oplever ofte, at volden er skamfuld, og tror at volden er deres egen skyld, fordi de har valgt en forkert kæreste. De peger på en række muligheder for at forebygge volden, specielt gennem skoleundervisning og oplysningskampagner i lighed med kampagner om partnervold blandt voksne.

Unge der udsættes for kærestevold har markant flere helbredsproblemer end andre voldsofre. Forebyggelse af kærestevold i ungdommen bør blandt andet derfor opprioriteres. Desuden er det sandsynligt, at det også vil nedsætte risikoen for senere partnervold, idet der er fundet sammenhæng mellem partnervold mellem forældre og unges risiko for kærestevold.

Andelen af 16-24-årige med kæresteerfaringer, der inden for det seneste år har været udsat for kærestevold fordelt på voldstype og køn, i procent

Vil du læse mere?

Find rapporten her

Redaktionen afsluttet: 28.05.2008