Skip to main content
Uge 20, 2011

Indlæggelser med iskæmisk hjertesygdom varierer mellem kommunerne

Hjertestatistik 2010

En ny oversigt viser hvilke kommuner, som har henholdsvis flere eller færre dødsfald, indlæggelser, ambulante konsultationer og udgifter pga. hjertekarsygdom i forhold til landsgennemsnittet.

Det ses f.eks., at 19 kommuner har mere end 5 % højere indlæggelsesfrekvens end gennemsnittet, når det drejer sig om patienter med iskæmisk hjertesygdom, hvilket er hjertesygdom, der skyldes åreforsnævring i hjertets kranspulsåre. Iskæmisk hjertesygdom er årsag til over 50 % af alle hjertedødsfald. De 19 kommuner er på nedenstående Danmarkskort farvet med mørkerødt. Der er samtidig 19 andre kommuner, som har en indlæggelsesfrekvens som er mere end 5 % lavere end gennemsnittet. De er vist med mørkegrøn farve på kortet.

Tallene er fra "Dansk Hjertestatistik 2010", som er udgivet af Hjerteforeningen i samarbejde med Statens Institut for Folkesundhed ved Syddansk Universitet. Rapporten indeholder tal fra samtlige kommuner og regioner.

Fordelingen af indlæggelsesindeks af iskæmisk hjertesygdom i de danske kommuner. Indeks er alders- og kønsstandardiseret, 2007-2009

Danmarkskort som PDF

I løbet af de sidste 20 år er antallet af nye tilfælde af iskæmisk hjertesygdom faldet fra 24.901 i 1990 til 21.295 i 2008.

Hjertekarsygdom er fortsat den største dødsårsag i Danmark. I 2007-2009 udgjorde de samlede omkostninger til sygehusbehandling af hjertekarsygdom 18 % af alle hospitalsomkostninger. Tæt på halvdelen af omkostningerne til behandling af samtlige hjertesygdomme går til iskæmisk hjertesygdom, dvs. 1,5 mia. kr. om året.

Vil du læse mere?

Find rapporten her

Redaktionen afsluttet: 18.05.2011