Skip to main content
Uge 14, 2009

Børn i lande med stor social ulighed er i større risiko for at blive mobbet

Mobning og social ulighed

Et nyt internationalt studie viser, at 11-15-årige børn fra socialt svage familier i højere grad bliver udsat for mobning end børn fra bedre sociale vilkår. Forskerne har undersøgt den sociale fordeling af forekomsten af mobning blandt flere end 162.000 skolebørn i 35 lande i Europa og Nordamerika i skoleåret 2001-2002. Undersøgelsen viste store sociale forskelle i forekomsten af mobning. Forskerne fandt derudover, at børn som går på skoler med store sociale forskelle og børn som bor i lande med stor social ulighed er i større risiko for at blive udsat for mobning, end børn der går i skoler med mindre social variation eller bor i lande med mindre økonomisk ulighed.

Sammenhængen mellem økonomisk ulighed på landeniveau og den alders- og kønsstandardiserede forekomst af mobning ( i %) blandt 11-, 13- og 15-årige skolebørn fra 35 lande: HBSC studiet 2001- 2002

Mobning er en stor belastning for de mennesker, som udsættes for det og forekomsten af mobning blandt store skolebørn er høj i mange lande. Børn som er udsat for mobning trives dårligt på alle måder, bruger mere medicin og er i risiko for også på længere sigt - og muligvis langt ind i voksenlivet - at være belastet af psykiske symptomer og sygdomme som f.eks. depression. Desuden viser en del forskning, at børn som mobbes ofte er udsat for mobning i mange år, hvis ikke der gøres en aktiv indsats i deres omgivelser eller at de f.eks. flytter skole.

Børn der mobbes er også i risiko for selv at udvikle aggressiv adfærd og i mange af de tragiske skoleskyderier, som er foregået rundt omkring i verden angives mangeårig udsættelse for mobning, som en af de mulige årsager til, at det gik så galt for den unge, som foretog de forfærdende handlinger.

Resultaterne fra den nye internationale undersøgelse peger på endnu en væsentlig årsag til at intervenere overfor mobning. Indsatser omkring mobning må i højere grad anses for at komme børn med svagere social baggrund til glæde - og disse indsatser kan dermed på længere sigt sandsynligvis være med til at mindske den sociale ulighed i trivsel og helbred blandt større børn.

Vil du læse mere?

Find artiklen her

Redaktionen afsluttet: 01.04.2009