Skip to main content
Uge 6, 2013

Mænd er ikke meget for at indrømme, at de udsættes for vold af en partner

Partnervold mod mænd

Andelen af mænd, der udsættes for fysisk vold af en partner, er størst blandt 16-24-årige og faldende med alderen. Det viser en ny rapport om partnervold mod mænd i Danmark, som også belyser karakteren af volden og de barrierer, mænd oplever i forhold til at søge hjælp efter udsættelse for vold fra en partner.

Rapporten er udarbejdet af Statens Institut for Folkesundhed ved Syddansk Universitet og baseret på registerdata om politianmeldt vold og skadestuekontakter som følge af partnervold, samt data fra to landsdækkende spørgeskemaundersøgelser. I rapporten indgår desuden resultater af kvalitative interviews med voldsudsatte mænd og medarbejdere på mandekrisecentre.

Blandt de knap 6.300 mænd, som besvarede spørgsmål om voldsudsættelse i Sundheds- og sygelighedsundersøgelsen i 2010 (SUSY-2010), angav 34 mænd (0,5 %) at have været udsat for fysisk vold fra en nuværende eller tidligere partner inden for de seneste 12 måneder.

På baggrund af forekomsten af partnervold blandt deltagerne i SUSY-2010 skønnes det, at ca. 10.000 mænd med dansk statsborgerskab i alderen 16-74 år årligt udsættes for fysisk vold fra en nuværende eller tidligere partner. På grund af det relativt lave antal mænd, der har angivet udsættelse for partnervold, er tallet dog behæftet med stor usikkerhed og kan variere mellem 6.500-14.500.

Knap halvdelen af de mænd, som rapporterede udsættelse for fysisk vold fra en partner, har udelukkende været udsat for mild fysisk vold, dvs. at de er blevet skubbet, revet, rusket, slået med flad hånd eller lignende.

Procentandelen af mænd, der har været udsat for fysisk vold af en partner inden for det seneste år, fordelt på aldersgrupper, 2010

Kilde: Sundheds- og sygelighedsundersøgelsen 2010.

Interviews med voldsudsatte mænd viser, at det er skamfuldt og svært at indrømme, at man som mand udsættes for vold af sin kvindelige partner. Flere af mændene beskriver fysisk vold af alvorlig karakter som fx at få glas eller flasker smidt i hovedet, at blive sparket, skubbet ned ad trapper, få bidt en del af øjenbrynet af osv. Alligevel har ingen af mændene anmeldt volden til politiet. De begrunder det med, at de enten var bange for ikke at blive taget alvorlig af politiet, at det var pinligt at være blevet udsat for vold af en kvinde, at volden ikke var tilstrækkelig alvorlig, eller at de selv ville løse problemerne.

Flere af mændene har været udsat for psykisk vold i form af nedværdigende bemærkninger og ydmygelser i andres påhør og/eller beskyldninger om vold og incest i forbindelse med forældremyndigheds- eller samværssager. Ingen af mændene berettede om udsættelse for seksuel vold fra en partner.

Ifølge medarbejdere fra mandekrisecentre italesætter mænd sjældent det, de har oplevet, som vold, og de er ofte ikke klar over, at de har været udsat for vold. Det gælder især ved udsættelse for psykisk vold. Mange mænd forbinder nemlig ordet vold med fysiske handlinger som slag, spark, knivstik osv. og ikke med verbale overgreb. Mænd føler sig heller ikke i samme grad som voldsudsatte kvinder truede, fordi de ved, at de er fysisk overlegne og ville kunne forsvare sig, hvis det kom så vidt, at der blev behov for det.

Vil du læse mere?

Find rapporten her

Redaktionen afsluttet: 06.02.2013