Skip to main content
Uge 6, 2009

Flere ældre end yngre KRAM-deltagere spiser morgenmad

Sundhed og kostvaner

Otte ud af ti deltagere som har været med i den landsomfattende KRAM-undersøgelse, spiser dagligt morgenmad.
KRAM-undersøgelsen ser på voksnes helbred i forhold til Kost, Rygning, Alkohol og Motion, og bygger bl.a. på besvarelser af et spørgeskema blandt borgere i 13 kommuner i 2007 og 2008.
Et af flere spørgsmål om kost, som deltagerne har svaret på, er om de spiser morgenmad. 81 procent af mændene og 86 procent af kvinderne svarer, at de spiser morgenmad dagligt.
I den ældste gruppe er der flere, som spiser morgenmad end i den yngste gruppe. Mens 94 procent, af dem der er 65 år eller ældre, dagligt spiser morgenmad, er der det kun 71 procent af de 18-24-årige. Blandt de yngste er der også størst forskel på mænd og kvinder. Der er betydelig flere 18-24-årige kvinder end mænd, som spiser morgenmad, mens der er lige mange mænd og kvinder i den ældste gruppe.

Andel i KRAM som dagligt spiser morgenmad i for­skellige aldersgrupper

Ser man på deltagernes uddannelse viser det sig, at der blandt dem med over 13 års uddannelse er flere, som spiser morgenmad end i gruppen af dem med under 10-års uddannelse. Undersøgelsen bygger på svar fra knap 50.000 personer.

Redaktionen afsluttet: 04.02.2009