Skip to main content
Uge 3, 2011

Større sociale forskelle i middellevetid

Ulighed i levetid

Den sociale ulighed i middellevetid er større i dag end for 20 år siden. I perioden 1987-2009 er den forventede restlevetid for 30-årige ufaglærte mænd steget med 2,9 år, mens stigningen for mænd med en videregående uddannelse var 4,2 år. Også for kvinder øges forskellen mellem uddannelsesgrupper.

Deler man befolkningen op i fire lige store grupper defineret ud fra disponibel indkomst, ses også en stigende social ulighed i levetid. F.eks. er middellevetiden for de 25 % af mændene med laveste indkomster steget fra 69,1 år i 1987 til 71,5 år i 2009. I samme periode steg middellevetiden for de 25 % af mændene med de højeste indkomster fra 74,6 år til 81,4 år. I 1987 var forskellen i middellevetid mellem de 25 % fattigste og de 25 % rigeste mænd 5,5 år. I dag er forskellen vokset til 9,9 år.

Også for kvinder er forskellen i middellevetid steget: fra 5,3 år i 1987 til 6,2 år i 2009.

Middellevetid opdelt på 4 lige store indkomstgrupper

Indkomstgrupperingen tager udgangspunkt i Danmarks Statistiks afgrænsning af den disponible indkomst (dvs. indkomst efter skat), defineret efter samme principper som Finansministeriet anvender i forbindelse med indkomstfordelingsanalyser.

Vil du læse mere?

Find rapporten her

Redaktionen afsluttet: 19.01.2011