Skip to main content

Grønlands befolkningsundersøgelse har fokus på levevilkår, livstil og sundhed

26.04.2019

I dag offentliggør Statens Institut for Folkesundhed resultaterne fra den nyeste befolkningsundersøgelse i Grønland 2018 med fokus på levevilkår, livsstil og sundhed i befolkningen.

Rapporten indeholder en lang række fund vedrørende grønlændernes brug af alkohol og hash, mental sundhed, rygevaner, kostmønstre og fysisk aktivitet samt en række forhold i opvæksten. Der er også fund om andelen af kroniske sygdomme, overvægtige samt forekomst af diabetes og forhøjet blodtryk.

 

Af rapporten fremgår det eksempelvis, at der på en række områder er sket en forbedring af folkesundheden. Der er færre dagligrygere, flere hjem med rygebegrænsning og flere, der spiser grøntsager dagligt: Der er også færre grønlændere, der har oplevet at mangle mad og mangle penge til mad, ligesom boligforholdene i Grønland er blevet bedre.

 

Samtidig er der en række indikatorer, der viser en forværring af folkesundheden. Der er eksempelvis sket et fald i andelen med godt selvvurderet helbred og en øget social ulighed, der er en stigende andel svært overvægtige, ligesom færre spiser fisk og flere, der drikker saft og sodavand.

 

Rapporten bygger på svar fra 2.539 deltagere mellem 15 og 94 år fra 12 byer og otte bygder i hele Grønland. Det svarer til 5,8 procent af hele befolkningen i denne aldersgruppe.

 

Befolkningsundersøgelsen i 2018 er den seneste i en række af fem landsdækkende sundhedsundersøgelser, der er gennemført siden 1993.

 

Undersøgelsen er gennemført på vegne af Departementet for Sundhed.

 

Se rapporten her.