Skip to main content

Udvikling i forekomsten af mental sundhed blandt erhvervsaktive i Danmark

Blandt erhvervsaktive danskere er lav mental sundhed almindeligt forekommende, hvor symptomer på depression, angst og stress er blandt de hyppigst rapporterede. Lav mental sundhed er forbundet med nedsat produktivitet, øget sygefravær samt førtidig tilbagetrækning fra arbejdsmarkedet, og kan derfor have store konsekvenser både for den enkelte medarbejder, virksomhederne og for samfundet som helhed.

Få undersøgelser har skelnet mellem forekomsten af lav mental sundhed blandt forskellige grupper af erhvervsaktive. Samtidig viser undersøgelser, at forekomsten af lav mental sundhed er markant højere blandt unge end blandt den øvrige befolkning, hvilket gør erhvervsaktive unge til en potentiel særligt sårbar gruppe. Der mangler således viden om udviklingen i forekomsten af mental sundhed blandt erhvervsaktive, samt hvilke specifikke grupper af erhvervsaktive, der i særlig grad er påvirket af lav mental sundhed.

 

Formål

Formålet med projektet er at belyse udviklingen i forekomsten af mental sundhed inden for to grupper: dels blandt erhvervsaktive danskere i alderen 18-75 år og dels blandt erhvervsaktive unge i alderen 18-34 år i perioden fra 2013 til 2021. Resultaterne er præsenteret i to særskilte rapporter. Projektet belyser herudover forskelle i mental sundhed opdelt på køn, alder, virksomhedsstørrelse, sektor, stillingsbetegnelse samt branche.

 

Metode

I begge rapporter anvendes en kombination af selvrapporterede data og registerdata til at belyse mental sundhed. Hver rapport består af to delopgaver. Delopgave 1 belyser udviklingen i forekomsten af fem selvrapporterede mentale helbredssymptomer (depressive symptomer, angstsymptomer, søvnbesvær, mentalt helbred samt stress) blandt erhvervsaktive danskere, som har deltaget i Den Nationale Sundhedsprofil (NATSUP) i 2013, 2017 eller 2021. Delopgave 2 belyser udviklingen i forekomsten af tre psykiske tilstande (depression, angst og søvnproblemer) blandt erhvervsaktive danskere, som er identificeret i registre.

 

Projektperiode 

01.10.22 – 31.05.23

 

Bevillingsgiver

Projektet er finansieret af Velliv Foreningen

Udvikling i forekomsten af mental sundhed blandt erhvervsaktive i Danmark

Rapport

Udvikling i forekomsten af mental sundhed blandt erhvervsaktive unge i Danmark

Rapport

Sidst opdateret: 11.09.2023