Skip to main content

Ph.d.-projekt: Internetbaseret intervention over for fysisk inaktive

  • Tidligere ph.d.-studerende: Andreas Wolff Hansen

Internetbaserede interventioner er omkostningseffektive, lette at implementere og har den store fordel, at de kan nå et stort antal personer. Ved hjælp af en hjemmeside er det muligt ikke blot at formidle information, men også udvikle en platform for brugere, så de på hjemmesiden kan få målrettede budskaber om kost- og motionsplaner samt skabe fællesskaber og formidle direkte og personlig kommunikation mellem eksperter og brugere. Internettet giver derfor potentielt mulighed for at udnytte fordelene fra de individbaserede indsatser samtidig med, at der nås mange flere mennesker, end det ville være muligt ved direkte fysisk kontakt mellem forebyggeren og borgeren.

For at undersøge om en internetbaseret intervention har virkning i dansk kontekst, blev der under KRAM-undersøgelsens forløb initieret en internetbaseret intervention over for fysisk inaktive deltagere. Kriterier for deltagelse i interventionen var, at deltageren i KRAM-undersøgelsen havde angivet at være fysisk inaktiv i sin fritid. Deltagere blev efter besvarelse af det internetbaserede KRAM-spørgeskema tilbudt deltagelse i interventionen. Ved accept af interventionen blev deltagerne automatisk randomiseret til en interventionsgruppe og en kontrolgruppe.

Nærværende ph.d.-projekt undersøger effekten på selvrapporteret fysisk aktivitet, aerob fitness og styrkemål af denne intervention. Endvidere undersøges validiteten af den brugte målemetode af selvrapporteret fysisk aktivitet (IPAQ) i interventionen. Energiforbruget estimeret af IPAQ sammenholdes med energiforbruget målt ved en kombineret hjerterytme- og accelerationsmåler for en gruppe på cirka 140 deltagere i KRAM-undersøgelsen.

Hovedvejleder på projektet var professor Janne S. Tolstrup, og bivejledere var direktør og professor Morten Grønbæk, lektor Jørn Wulff Helge Lektor samt ph.d. Søren Brage.

Projektet er afsluttet

Sidst opdateret: 21.03.2023