Skip to main content

Center for Interventionsforskning forsker i sundhedsfremme og forebyggelse.

Centret udvikler, implementerer og evaluerer indsatser, som er rettet mod at fremme sundhed og trivsel blandt børn, unge og voksne blandt andet gennem støttende rammer og pædagogiske tiltag. Indsatserne foregår i forskellige arenaer såsom folkeskoler, ungdomsuddannelser, sundhedscentre, jobcentre og arbejdspladser. Herved skabes et forskningsbaseret grundlag for det lokale, regionale og nationale arbejde med sundhedsfremme og forebyggelse. Det er et centralt element i centerets virke at formidle denne viden til kommuner og andre centrale aktører, for eksempel om hvordan den praktiske forebyggelsesindsats bedst tilrettelægges.

Centret blev etableret i begyndelsen af 2009 med en donation på 100 millioner kroner fra TrygFonden. Donationen blev givet til forskerholdet efter udbud og på baggrund af den indsendte forskningsplan, der har været i internationalt review. I 2013 modtog centret endnu en donation fra TrygFonden på 35 millioner kr.

I 2011 modtog centret  en  donation fra Kræftens Bekæmpelse på 31 millioner kr. Denne donation blev givet på baggrund af en forskningsplan, der har været i internationalt review. I 2016 modtog centret endnu en donation fra Kræftens Bekæmpelse på 35 millioner kr.

Centret har desuden modtaget 2 donationer fra Nordea-fonden på henholdsvis 10 millioner kr. og 12 millioner kr.

Center for Interventionsforskning er et forskningscenter under Statens Institut for Folkesundhed, Det Sundhedsvidenskabelige Fakultet, SDU, i København.

 

Sidst opdateret: 08.06.2023