Skip to main content
Workshop

Klimaworkshop samler studerende og virksomheder

I workshoppen ”Klimaneutralt energiforbrug” blev alumner, studerende og virksomheder med forskellige baggrunde klogere på hinanden og på klimaet. Workshoppen blev afholdt i forbindelse med karrierefestivalen ”Aha! Bliv klogere på arbejdsmarkedet”.

Af Nana Mathilde Bjødstrup Mortensen, , 12-11-2019

Håndtryk bliver udvekslet. Kuglepenne, post-its og papirer med øvelser ligger klar på runde borde.

Deltagerne ved karrierefestivalens klimaworkshop består af alumner, studerende og virksomhedsrepræsentanter, som er blevet tilfældigt placeret ved de runde borde. 

De hilser på hinanden, og en stille summen spreder sig rundt i lokalet. Alle har vidt forskellige baggrunde, men alligevel har de en fælles interesse: Klimaet.

Workshoppen tager udgangspunkt i FN’s 13. verdensmål, som handler om klimaindsats. Her skal deltagerne diskutere og arbejde med emnet ”klimaneutralt energiforbrug”.

Stor interesse for klima og miljø

Workshoppen går i gang, og der skal brainstormes. Emner som elbiler, kødproduktion, atomkraft, affaldssortering og ændring af vaner bliver vendt.
Ved det ene bord sidder en fysiker, en it-ingeniør og en samfundsfaglig alumne. Meninger og forskellige vinkler på klimaet udveksles lystigt, og der er ikke et sekunds tvivl om, at de her mennesker interesserer sig for klima og miljø.

- Bare sig til, hvis jeg snakker for meget, siger fysikeren. Han er glad for tal og evidens.

En anden der har en stor interesse for klimaet er Ida Svostrup Petersen, som har en kandidat i Environmental and Resource Management.

- Mit mål i dag er at dele viden og erfaringer, fortæller hun.

Ida Svostrup Petersen har arbejdet som miljøkoordinator ved Nature Energy. Samtidig har hun rejst en del og bidraget med sin viden rundt omkring i verden. Hun har blandt andet været med til at fjerne invasive planter i Asien og dermed være med til at forbedre biodiversiteten i naturen.

God måde at møde andre på

Mens workshoppen skrider frem, bliver bordene langsomt dækket af grønne og hvide post-its. Herpå har deltagerne skrevet idéer ned til, hvordan man kan gøre energi klimaneutralt.

Ved de forskellige borde er der udover alumner og studerende også placeret en repræsentant fra en virksomhed.  En af dem er it-ingeniør Henrik Larsen fra softwarevirksomheden Vitec Aloc. De er i gang med at implementere FN’s verdensmål i virksomheden.

- Inden workshoppen startede, håbede jeg på at få en god snak med de studerende. Og det fik jeg, fortæller han og fortsætter:

- Det er en god måde at møde andre på. Det giver de studerende mulighed for at åbne sig op, og i stedet for at vi brugte to minutter på at lære hinanden at kende, brugte vi halvanden time.

Også Ida Svostrup Petersen er enig i, at workshoppen er en god måde at møde andre på.

- Det er sjovt at møde folk fra andre uddannelser, da jeg ikke så tit taler med it-ingeniører og fysikere. Det var for eksempel spændende at høre, at der også er fokus på FN’s Verdensmål i en it-virksomhed.

Workshoppen var en del af karrierefestivalen ”Aha! Bliv klogere på arbejdsmarkedet”, der blev afholdt på SDU 12. november.

Om karrierefestivalen

På karrierefestivalen "Aha! Bliv klogere på arbejdsmarkedet" kan du opleve foredrag, talks, virksomheder ved klassiske stande og workshops med titlerne "Klimaneutralt energiforbrug", "Lighed i sundhed" og "Bæredygtighed i materialer".

Redaktionen afsluttet: 12.11.2019