Skip to main content
DA / EN

10th conference on Gender Equality in Higher Education

I august 2018 bød Trinity College i Dublin hundredevis af ligestillingspraktikere, forskere, politikere og administratorer velkommen til denne tilbagevendende tredages konference om køn i academia og forskning.

Dette års tema var hvordan både vedvarende og nye udfordringer for ligestilling i academia kan imødegås. SDU’s Gender Equality Team GET deltog i konferencen hvor også flere medlemmer af SDU’s International Gender Advisory Board var at finde– Mathias Wullum Nielsen var blandt key note talerne.

Konferencen blev åbnet med en brændende tale fra Irlands Minister of State fra Department of Education, Mary Mitchell O’Conner.

Anna Wahl fremlagde inspirerende indspil fra arbejdet med gender mainstreaming på KTH Royal Institute of Technology i Sverige, og Fiona Jenkins fra Australian National University introducerede vigtige refleksioner over mulige faldgruber, privilegerede praksisser og magtudfordringer relateret til gængse opfattelser af hvad ligestilling er for en størrelse.

Key note Fiona Jenkins at Trinity College

Mathias Wullum Nielsen's key note tog udgangspunkt i rekrutteringsprocesser, og fokuserede på hvordan standardiserede præstationsindikatorer og symbolske grænser kan modvirke ellers gode intentioner om at forbedre ligestilling. 

Mellem talerne blev konferencedeltagerne engageret i flere paneldiskussioner og parallelle oplægssessioner. Temaerne var bl.a. mere interaktion med private virksomheder, øget samarbejde med civilsamfundet og aktivister, udarbejdelse og formidling af ligestillingsdata, deling af erfaring på tværs af institutioner for at overkomme modstand, og vigtigheden af både ansvarlighed og vedholdenhed i ligestillingsarbejdet. Som en del af konferencens sociale program var den tidligere irske præsident og FN's højkommissær for menneskerettigheder, Mary Robinson, vært ved en middag på campus.

I en oplægssession præsenterede GET sine erfaringer fra arbejdet med rekrutteringsprocesser, og havde efterfølgende en inspirerende diskussion om spændingspunktet mellem standardiserede versus særlige procedurer for rekruttering af videnskabeligt ansatte - og hvor og hvordan mere inkluderende procedurer kan og bør implementeres for at sikre en større diversitet blandt de ansatte.

GET at Trinity

Udvekslingen af erfaringer med ligestillingsarbejde i academia er helt afgørende for at kunne få inspiration og opdateret viden om hvad der virker på tværs af kontekster og institutioner, og deltagelsen i denne internationale konference gav nye og kvalificerede indspil til GET's og SDU's fortsatte ligestillingsindsats.


Redaktionen afsluttet: 19.08.2018