Skip to main content
DA / EN
Iværksætteri

TEK-iværksættere bliver verdensmestre – igen

Mikkel Bytoft Rasmussen og Mads Lorentzen, der i 2022 dimitterede fra henholdsvis Software Engineering og robotteknologi på SDU, vil gøre det nemmere for døve og hørende at kommunikere med hinanden. I november vandt de universiteternes verdensmesterskab i iværksætteri for anden gang.

Af Stine Charlotte Saltofte Hansen, , 01-12-2023

Det startede med et ønske om at hjælpe flere døve med at få job. Siden har iværksætterne bag virksomheden HumAId udviklet en ny teknologi, som gør det nemmere for døve og hørende at kommunikere med hinanden. Den ide har givet dem en række priser. 

Nu har de vundet igen. CEO Mads Lorentzen var i forrige uge i Kina for at deltage i University Startup World Cup, som er universiteternes verdensmesterskab for iværksættere. Han vendte tilbage med mesterskabet i kategorien ”social tech”. Det er anden gang, HumAId løber med den titel.

- Det er helt vildt at have vundet social-kategorien to gange nu. Det at blive anerkendt på de forskellige stadier i vores virksomhed er med til at vise, hvordan vi er i stand til at vokse. Derudover hjælper anerkendelsen uden tvivl på vores videre arbejde, siger Mads Lorentzen.

Han har ligesom sin makker Mikkel Bytoft Rasmussen læst til ingeniør på SDU. De startede virksomheden i universitetets iværksættermiljø Startup Station. HumAId fik cvr-nummer i 2022, så det er gået hurtigt.

For hver fornem pris vi har vundet, så har vi behind the scenes været sendt til tælling fem gange af alle mulige grunde.

Mads Lorentzen, iværksætter, grundlægger af HumAId og verdensmester

Morten Ugelvig Andersen, CEO for Venture Cup - organisationen, der arrangerer University Startup World Cup - siger om de nyslåede vindere:

- HumAId er i stand til at løse en kompleks udfordring for en udsat gruppe ved hjælp af avanceret teknologi. Der er alt for få tegnesprogstolke, og deres timer er dyre for forbrugerne. Derfor er denne nye digitale tolke-teknologi et gennembrud, der på sigt kan ændre hverdagen for millioner af hørehæmmede. 

Universiteterne viser et højt niveau

Han slår fast, at videnstunge startups fra de danske universiteter har et utroligt højt niveau. Det betyder, at der er lovende virksomheder på vej.

- Med den rette støtte kan de på kort tid accelereres internationalt og både skabe en positiv forandring i verden samt et dansk væksteventyr. Jeg tror på, at HumAid kan opnå dette, siger Morten Ugelvig Andersen.  

 

Priserne og de mange anerkendelser giver dog ikke en billet til nem succes. Det kan Mads Lorentzen skrive under på.

- Alle har en plan, indtil de bliver slået i hovedet, sagde en kendt bokser engang. Det er uden tvivl den bedste måde at beskrive HumAIds rejse. For hver fornem pris vi har vundet, så har vi behind the scenes været sendt til tælling fem gange af alle mulige grunde. Iværksætteri er en rejse, og det er vigtigt, at du lader din virksomhed forme sig på den rejse med relevante inputs fra andre, siger han.

Iværksætteri er ikke lutter lagkage

Den ihærdige iværksætter fortæller, at det næste store skridt for virksomheden er at få de første teknologiske løsninger ud på markedet. 

- Vi har været ekstremt ambitiøse, og vi nytænker teknologien. Men sådanne løsninger er også dyre, så derfor sidder vi pt. og arbejder dag og nat på at finde de penge, der skal til, for at vi kan få HumAId ud og flyve, så vi kan gøre en reel forskel for mennesker.

 

Fire gode råd fra en verdensmester i iværksætteri

1. Den gode ide er mere end "bare" at tjene penge. Rejsen mod den gode ide kan være lang, da det også er en rejse for at finde ud af, hvad man selv synes er spændende at arbejde med, og hvad der virkelig tænder en flamme inde i en selv. Det er ekstremt vigtigt at lytte efter det, fordi en startuprejse er hård, og derfor kræver det en ide, man brænder for.

2. Start med at finde ud af, hvordan du kan hjælpe en enkelt person med din ide. Find den person, som har den allerstørste udfordring i dag. En udfordring, hvor det decideret føles, som om de sidder i en brændende bygning. Find den person og hjælp den person. Det gør, at du får testet din ide af og tjener penge tidligt, og derfra bliver det meget lettere at vokse. Vi vil ønske, at vi havde gjort det, da vi startede.

3. Innovation skabes, hvor forskelligheder mødes, så saml et diverst team med mange forskellige kompetencer og meninger om verden. Det er den bedste måde at skabe noget virkelig innovativt, og samtidig er det den bedste grobund og det stærkeste fundament for at starte en virksomhed.

4. Det vigtigste er at prøve. Den bedste måde at lære en hel masse er igennem en iværksætterrejse, og det er vigtigt bare at gå i gang og prøve. Det tog mig selv fire-fem forsøg, før jeg fandt på HumAId. 

SDU-studerende med lyst til iværksætteri?

Er du den næste verdensmester, eller vil du bare have noget gods på dit cv? Kig forbi os i Startup Station. Det er SDU's iværksættermiljø, og vi findes i alle campusbyer og i Videnbyen i Odense.

Find Startup Station

Redaktionen afsluttet: 01.12.2023