Skip to main content
DA / EN

Milliondonation gør studieprojekt fra MCI til energisatsning i Sønderborg

En donation på 1,22 mio. fra Bitten og Mads Clausen Fonden løfter studieprojekt fra ingeniøruddannelserne til grønt energiudviklingsarbejde.

Donation på 1,22 mio. kr.

Bitten og Mads Clausen Fonden har doneret 1,22 mio. kr. til projektet, der nu kaldes Green Water. Pengene skal bruges til at udvikle et anlæg, der tager afsæt i prototypen på Alsion, og teste det i et såkaldt proof of concept-projekt. Det betyder, at teknologien videreudvikles og efterfølgende vil kunne installeres i nye byggerier. Donationen fra Bitten og Mads Clausen Fonden er givet til Mads Clausen Instituttet, Syddansk Universitet, der huser projektet.

-Projektet Green Water afspejler perfekt MCIs vision om et tæt og frugtbart samarbejde mellem mekatronik, innovation og business samt vores mission om at hjælpe iværksætterne blandt vores studerende. Projektet har stort potentiale – indenfor uddannelsesaktiviteter, industrisamarbejde og grøn teknologisk udvikling, siger institutleder for Mads Clausen Instituttet, Horst-Günter Rubahn.

 

Fra studieprojekt til forskning

På MCI løfter man derfor projektet til et samarbejde på tværs af forskningsgrupperne Mekatronik og Innovation and Business, og flere studieprojekter vil blive søsat, der blandt andet skal undersøge matematiske modeller af bygninger samt energiforbrug- og behov. Forsknings- og udviklingsarbejdet bliver ledet af professor Alexander Brem, og Michael Sørensen og Henrik Andersen er blevet ansat som videnskabelige assistenter på projektet, samtidig med at de læser til civilingeniør på henholdsvis Innovation and Business og Mekatronik-uddannelserne. For de to ingeniørstuderende har det været en sej proces at komme så vidt med projektet.

-Vi har været meget tæt på at opgive projektet op til flere gange. Der har været mange barrierer, vi har skullet overvinde, så vi er rigtig stolte over at være nået hertil, og vi er meget benovede over den opbakning vi har fået. Vi havde ikke klaret det uden støtte fra SDU og mange andre, siger de to ingeniørstuderende.

Sønderborg Kommune stiller 350.000 kr. samt bygninger til rådighed for projektet. Derudover bidrager Project Zero, Idea Entrepreneurship Centre, CLEAN, EU-projektet Transformer samt Udviklingsråd Sønderjylland til projektet med adgang til netværk og knowhow.

 

Anlæg installeres i Hardeshøj Foreningshus

Det nye anlæg, der skal teste teknologien, bliver etableret i Hardeshøj Foreningshus, der ligger i færgelejet ved Hardeshøj. Det er dermed er oplagt som et innovationslab. Anlægget kommer til at køle og opvarme foreningshuset, der huser både motorcykelklub, dykkerklub samt fest- og mødelokaler. Første spadestik til anlægget bliver taget i løbet af marts og forventes fuldt opført i sommeren 2015.

 

For yderligere information om Green Water Research Project, kontakt Michael Sørensen på e-mail mats@mci.sdu.dk /telefon  6160 2400, Henrik Andersen på e-mail han@mci.sdu.dk /telefon 5194 9396, eller projektansvarlig på SDU, professor Alexander Brem brem@mci.sdu.dk /telefon 6550 9246.

 

FAKTA:

Green Water-anlægget bruger havvand fra en vis dybde og udvinder den energi, der lagret i vandet til henholdsvis at opvarme eller nedkøle bygninger. Anlægget kan erstatte konventionelle A/C-anlæg, der både er dyre i drift og forurenende. Det bruger et minimum af strøm på nedkøling, da havvandet allerede er koldt, og det giver samtidig mulighed for opvarmning ved hjælp af et integreret varmepumpesystem.

Foto: Henrik Andersen (tv) og Michael Sørensen ved det oprindelige anlæg i kælderen på Alsion.

Redaktionen afsluttet: 13.03.2015