Skip to main content
Navne

Kirsten Ohm Kyvik fylder 60 år den 7. september

Professor og Institutleder for Klinisk Institut Kirsten Ohm Kyvik fylder rundt

Kirsten Ohm Kyvik er læge; hun blev uddannet cand.med. ved det daværende Odense Universitet i 1987, sin ph.d. forsvarede hun sammesteds i 1994, og hun tog sin mastergrad i Master of Public Management i 2007 ved det nuværende Syddansk Universitet.

Kirsten Ohm Kyvik har været institutleder ved Klinisk Institut siden 2015 og før dette, var hun med til at etablere Institut for Regional Sundhedsforskning, som hun også var institutleder for en tiårs periode.

Udover at være forskningsleder er Kirsten Ohm Kyvik en fremtrædende forsker indenfor området biobanker, befolkningsundersøgelser og kliniske data. Hun er således professor ved OPEN, der er en enhed for registerforskning, som er blevet etableret i samarbejde mellem Odense Universitetshospital og Syddansk Universitet.

Kirsten Ohm Kyviks forskning ligger inden for emnet genetisk epidemiologi (sygdommes arvelighed) med fokus på tvillingstudier og enkelte familiestudier.

I løbet af sine ansættelser på Syddansk Universitet som ph.d.-studerende og senere adjunkt og lektor, etablerede hun dele af Det Danske Tvillingregister. Registeret består af tvillinger født 1953-2006 og er enestående i verden.

Kirsten Ohm Kyvik var i 1995 med til at samle alle fødselsårgangene til ét register, hvilket har haft afgørende betydning for registerets anvendelighed. Indtil 2006 var hun daglig leder af Det Danske Tvillingregister og er i dag med i dets ledelsesgruppe.

Kirsten Ohm Kyvik har mere end 300 artikler publiceret eller accepteret i peer reviewed tidsskrifter og har været eller er vejleder for 27 ph.d.-forløb. Herudover har hun mange års undervisningserfaring fra universitetet.

Kirsten Ohm Kyvik er født i Odense og opvokset dels i Danmark og dels i Norge med en dansk mor og en norsk far. Hun vendte tilbage til Odense for at læse medicin som 20-årig.

Kirsten Ohm Kyvik
Kirsten Ohm Kyvik

Professor, Institutleder

Læs mere

Redaktionen afsluttet: 02.09.2019