Begrebet sundhedsfremme er tæt forbundet med Ottawa Charteret, der blev publiceret i 1986 af verdenssundhedsorganisationen (WHO). Dokumentet blev udviklet som en reaktion på de stigende forventninger, der var rundt om i verden, til en ny folkesundhedsbevægelse og det definerede sundhedsfremme som følgende:
den proces, som gør mennesker i stand til i højere grad at være herre over og forbedre deres sundhedstilstand.
For at nå en tilstand af fuldstændig fysisk, psykisk og socialt velbefindende, skal individet eller befolkningsgruppen være i stand til at identificere og realisere deres ambitioner og imødekomme deres behov samt være i stand til at håndtere omgivelsernes krav for herigennem at kunne ændre på deres omgivelser. Sundhed ses derfor ikke som et mål i sig selv, men snarere som en ressource i dagligdagen. Sundhed er et positivt begreb, der lægger vægt på de sociale og personlige ressourcer såvel som de fysiske evner. Derfor er sundhedsfremme ikke kun sundhedsvæsenets ansvar, men skal aktivt involvere de enkelte borgere og befolkningsgrupper. For at man vellykket kan påtage sig sin egen sundhed, kræver det dog støtte på forskellige plan.
I Bangkok chartret, der blev udgivet i 2005, blev denne opfattelse af sundhedsfremme sat i en mere global kontekst. Formålet var at adressere de forhold der påvirker vores sundhed i en globaliseret verden med udgangspunkt i sundhedsfremme:
Sundhedsfremmende indsatser er typisk rettet mod samfundsstrukturen, miljø og lovgivningen.
For at kunne have indflydelse på og understøtte borgerens livsstil og sundhedsadfærd er alle tre elementer: samfundet, miljøet og lovgivning nødvendig for at kunne få indflydelse på og støtte individuel livsstil og sundhedsadfærd. Eksempler kunne være at lave cykelstier for at fremme fysisk aktivitet eller skaffe adgang til sund skolemad for at understøtte sunde spisevaner. Sådanne tiltag vedrører ikke kun det enkelte individ, men reducerer også den sociale ulighed, der eksisterer i kraft af socioøkonomiske og kulturelle forskelle. Ligeledes anvendes rygeforbud i det offentlige rum eller skatter og afgifter på eksempelvis alkohol, tobak og fede madvarer til at skabe omgivelser, der understøtter sunde vaner.
De ovennævnte eksempler viser tydeligt at sundhedsfremmende tiltag rækker langt ud over den enkeltes sundheds- og risikoadfærd. Omdrejningspunktet er at skabe forhold, der muliggør positive ændringer i sundhedsadfærden i hele samfundsgrupper. Med udgangspunkt i dette perspektiv bliver det således også klart at sundhed nødvendigvis må integreres i alle dele af de politiske beslutningsprocesser, fra byplanlægning, til fødevareregulering og lovgivning om sociale ydelser (Health in All Policies).
For at opnå og opretholde sundhedsfremmende miljøer er det nødvendigt med tæt samarbejde mellem a) forskere, der bidrager med viden om hvilke forhold der påvirker vores sundhed og hvordan vi mest effektivt kan adressere disse forhold og b) lokale interessenter som politikere og praktikere, der er eksperter i deres eget lokalsamfund. Dette samarbejde muliggør indsatser, der er baseret på lokale behov, værdier og prioriteringer, således at lokalsamfundet sættes i stand til at forbedre egen sundhed (’empowerment’).