Skip to main content
DA / EN
The Nordic Twin Cancer Study

Øget risiko for samme kræfttype blandt tvillinger

Hvis en tvilling får kræft, har den anden tvilling øget risiko for at få samme slags kræft. Det viser et nyt studie baseret på data fra 200.000 nordiske tvillinger.

Forskere fra SDU, Harvard University og University of Helsinki har i et stort tvillingestudie fundet, at gener spiller en rolle i udviklingen af mange kræftformer. Blandt tveæggede tvillinger er der 37 procents risiko for, at den ene får kræft, når den anden har haft det. Hos enæggede tvillinger er risikoen hele 46 procent. I studiet har forskerne studeret data for 23 forskellige kræftformer og fundet øget forekomst af de fleste hos tvillingepar.

Største studie nogensinde

”Studiet giver det tætteste indblik nogensinde i familiær livstidsrisiko for de forskellige kræftformer. Specielt genernes overordnede betydning træder frem, også for de mere sjældne kræftformer. Denne indsigt har betydning, når vi skal lede efter de initierende faktorer, forstå mekanismerne, så forebyggelse og behandling kan udvikles”, fortæller Jacob Hjelmborg, professor på Institut for Sundhedstjenesteforskning, SDU og en af forfatterne bag studiet. Det netop publicerede studie af cancer med tvillinger er det mest omfattende i verden nogensinde.

200.000 repræsentanter for befolkningen

 - Det er det tætteste, vi nogensinde er kommet på en overordnet forståelse af familiære faktorers betydning for forskellige cancertyper, siger Jacob Hjelmborg.
- Studiet er baseret på godt 200.000 nordiske tvillinger, som på enestående vis repræsenterer os alle i befolkningen – de indgår i nationale registre, og tilvejebringer en grundlæggende viden til nytte for fx cancerforskningen, heriblandt risikovurdering og behandling.

Kontakt: Professor Jacob Hjelmborg

Redaktionen afsluttet: 08.01.2016