Skip to main content

Mindeord for lektor Ole Lammert, Institut for Idræt og Biomekanik

Ole Lammert startede som lektor på det nystartede Institut for Legemsøvelser, Odense Universitet den 1. august 1971. Han var sammen med to kolleger de første fastansatte. Der skulle ud over forskning opbygges en ny uddannelse i Legemsøvelser. Uddannet ved Københavns Universitet under Professor Erling Asmussen havde han en solid forskningsmæssig ballast at trække på, da han skulle fungere på egen hånd ved den nye afdeling og det nye universitet. De forskningsfelter han engagerede sig i havde ofte en aktuel samfundsmæssig interesse, i de første år eksempelvis børns fysiske udvikling og betydningen af fysisk aktivitet for børns sundhed. Ole sikrede, at det unge hold af nyansatte blev inddraget aktivt i denne forskning, som resulterede i deltagelse i kongresser med præsentationer af data fra de første undersøgelser. Efterfølgende kom også de første artikler i internationale tidsskrifter, og senere kapitler i lærebøger.

Fedme, kost og motion blev senere et område hvor Ole sammen med Professor Lars Garby, Institut for Fysiologi, satte væsentlige aftryk. De byggede sammen et kalorimeter, hvor forsøgspersoner kunne opholde sig i dagevis, mens deres energi-stofskifte blev målt, en forskning der havde betydning for forståelsen af kost og motions betydning for fedmeudvikling ikke alene nationalt men også i et globalt perspektiv. Ole holdt sig ikke tilbage med interventioner over for forsøgspersoner. Således går der på instituttet stadig frasagn om et projekt, hvor uger med kraftig under-ernæring afløstes af – endnu værre – overernæring med vistnok 1200 kalorier om dagen. Det svarer til en ekstra gang middagsmad plus lidt ekstra gennem 4 uger. Man må ofre lidt for videnskaben.

Ole fik også afgørende betydning for instituttets tætte samarbejde med Team Danmark. Han var den første fra instituttet, der blev medlem af TD’s repræsentantskab. I 1988 oprettede Team Danmark sammen med Odense Universitet et fælles testcenter med ansat testleder og laborant. Ole var foregangsmand i den proces. Gennem sin store interesse for samt viden om sejlsport blev han endvidere også leder af den danske delegation, der deltog ved de Olympiske Lege i Seoul i sejlsport. En oplevelse Ole meget ofte refererede til. Han var ved dette OL leder for blandt andet den verdenskendte sejler Paul Elvstrøm.

Ole var et menneske, der spændte vidt. Gennem hele sit liv var Ole altid parat til at gå ind og tage nye udfordringer op. Da computere begyndte deres indtog på universiteterne i 1980’erne blev Ole dybt fascineret af det og engagerede sig fuldt og helt i denne proces, først som superbruger på instituttet og efterfølgende på fakultetsniveau, hvor han endte som IT-chef for hele fakultetet. Flot gået af en person, der som udgangspunkt var autodidakt på området.

Ole var en igangsætter og påtog sig gerne lederskab. Ole fik ’ting’ til at ske, og han havde en egenskab til at gøre sine kolleger gode og fik dem til at engagere sig i at yde en ekstra indsats. Ole havde et smittende drive, hvilket betød, at der ikke gik lang tid fra, at han sadlede op, kom op på hesten og red derudad. Med andre ord: Hans vej fra tanke til handling var ganske kort.

Ud over sit arbejde som underviser og forsker ved Institut for Idræt og Biomekanik havde Ole mange interesser: Han var en fremragende sejler både laserjolle og windsurfing), en god skiløber (især mestrede han monoskien), dygtig lystfisker (geddefiskeri i moser, havørreder ved kysten omkring Assens og laksefiskeri i Namsen, Norge) og ikke mindst var han på et tidspunkt (fritids)’gårdejer’ med dyrehold og omkringliggende marker.
Ole var medansvarlig for afviklingen af kurserne i udeaktiviteter (vinterkurser i Norge og aktiviteter på vand), skiferier i Alperne og ikke mindst nogle minderige sejl-og fisketure på jagt efter havørreder ved de fynske kyster. Herunder kom det legende frem i Ole og han viste facetter af sin person, som sjældent kom til udtryk i dagligdagen på IOB.

Ole samlede mennesker omkring sig, hvilket tydeligt kom til udtryk i familielivet og i den måde han og Kirsten åbnede deres hjem for kollegiale sammenkomster i årene fra instituttets etablering og op igennem 1980érne.
Ole havde en hurtig hånd både, både når han skrev artikler af forskellig karakter, restaurerede huse og bygninger eller reparerede på ting, der var gået i stykker. Han var en håndværker, der fik tingene fra hånden.

Sammenfattende har vi oplevet Ole som et alsidigt, generøst, effektivt og passioneret menneske i alt, hvad han foretog sig i sine forskellige livsfærer. Han var et optimistisk menneske, der altid så muligheder og meget sjældent begrænsninger i livets mange udfordringer.
Ole var prototypen på et proces- og et projektmenneske, der sjældent lod sig indfange af detaljer.

Æret være Ole Lammerts minde

På instituttets vegne

Lektor Preben K Pedersen
Lektor Karsten Froberg
Lektor Kurt Lüders
Lektor, Institutleder Jørgen Povlsen

Redaktionen afsluttet: 15.10.2018