Skip to main content
DA / EN

Motionsfodbold er banko med fuld plade

To ugentlige fodboldtræninger i kombination med diætvejledning kan reducere risikoen for hjertekarsygdom med 50 procent for utrænede ældre med prædiabetes. Samtidig taber de sig på en sundere måde end ved en normal slankekur

af Bo Kousgaard, bkousgaard@health.sdu.dk 

Det er konklusionen af verdens første forsøg med fodbold og diætvejledning blandt ældre prædiabetikere, som er gennemført på Færøerne af fodboldforskere og fysiologer fra SDU’s Institut for Idræt og Biomekanik.

Formålet var at undersøge det sundhedsmæssige potentiale i at kombinere rådgivning om sund kost i kombination med motionsfodboldtræning, og resultaterne er netop blevet offentliggjort i det anerkendte videnskabelige tidsskrift ’Scandinavian Journal of Medicine and Science in Sports’.

-Det, vi har set, er, at kombinationen af motionsfodbold og diætvejledning er meget effektiv; mere effektiv, end vi havde turdet håbe på.
Deltagerne i forsøget fik markante positive effekter på både deres kardiovaskulære og metaboliske sundhedsprofil, fortæller projektleder og lektor på SDU Magni Mohr.

Bedre sundhed

Bedre kardiovaskulær sundhed blev konstateret ved en stigning i kondital og et fald i blodtrykket. Ændringerne svarede fint til det, som forskerne har set i tidligere undersøgelser, og kan anslås til at reducere risikoen for hjertekarsygdom med fem procent - forudsat, at deltagerne fastholder deres forbedringer.

Bedre metabolisk sundhedsprofil blev konstateret ved et fald i totalkolesterol, LDL-kolesterol og fedtprocent, set i forhold til den gruppe, som kun fik diætvejledning.

Begge grupper havde et fald i hvileblodsukker, men der var ikke signifikant forskel mellem de to grupper.

En mere effektiv slankekur

Kombinationen af fodboldtræning og rådgivning om sund kost var mere effektiv på metabolsk sundhed og en sundere måde at tabe sig på end ved kostvejledning alene. Forklaringen ligger blandt andet i, at fodboldtræning giver større muskler:

-Når man kombinerer kostvejledning med fodbold, kan man tabe sig markant, samtidig med at man opnår en stigning i muskelmasse og funktionel kapacitet. Det er helt anderledes end resultatet af en normal slankekur, hvor man taber sig, men bliver fysisk svagere, fordi man samtidig taber muskelmasse, siger Magni Mohr.

Deltagerne i forsøget var utrænede kvinder og mænd på 55-70 år. Når man er 60 eller 70 år gammel, har man som regel brug for en styrket fysik. Så det er langt fra optimalt at nøjes med en slankekur uden samtidig at træne. Man har ikke brug for en yderligere svækkelse af sin fysik, som en almindelig slankekur ville give.

’Banko på fuld plade’

-Studiet taler for, at vi kan forebygge type 2 diabets ved en indsats, der kombinerer motion og diæt. Desuden viser tallene fra undersøgelsen, at fodbold er en effektiv og bredspektret motionsform, der virker for både kvinder og mænd. Der er så at sige banko på fuld plade, fortæller ph.d.-studerende May-Britt Skoradal, som er førsteforfatter på den videnskabelige artikel og har bidraget til at afvikle fodboldtræningen.

Det er nyt at tænke fodbold for 70-årige kvindelige patienter. Men studiet viste, at den såkaldte Fodbold Fitness - som er en form for fodbold med fokus på grundig opvarmning, boldøvelser i par og spil på små baner - også egner sig til 70-årige kvinder med prædiabetes. Deltagerne nød træningen, og der var ingen alvorlige skader på muskler, knogler eller led.

-Normalt tænker man ikke, at fodbold er noget for 70-årige kvinder, men vi kunne se, at fremmødet var i top - selvom fodboldtræningen blev gennemført om vinteren. Der blev skabt gode relationer og deltagerne hyggede sig sammen og blev så glade for fællesskabet, at mange af deltagerne stadig spiller Fodbold Fitness, siger May-Britt Skoradal.

Om prædiabetes

Ved prædiabetes forstås forstadier til type 2 diabetes. Det betyder at man er i forhøjet risiko for at udvikle type 2 diabetes og hjertekarsygdom. Der er i dag cirka 350.000 danskere med type 2 diabetes og man anslår at knap 300.000 danskere har prædiabetes. 30-40 % af de personer som har fået konstateret prædiabetes, udvikler type 2 diabetes inden for de efterfølgende 3-4 år.

Redaktionen afsluttet: 24.05.2018