Skip to main content

SDU modtager 45 millioner kroner (€6.1 mio) fra EU til ESCAPE, der er forankret på Institut for Psykologi!

ESCAPE er et 4,5-årigt multinationalt og tværfagligt forskningsprojekt med deltagelse af 16 partnere og eksperter fra 8 forskellige lande – Belgien, Danmark, Tyskland, Ungarn, Irland, Italien, Litauen og Sverige. ESCAPE koordineres af Susanne S. Pedersen, Professor og Institutleder på Institut for Psykologi, og er den 1. april 2021 skudt i gang.

Formålet med projektet er at undersøge nye veje til at behandle ældre patienter med flere samtidige sygdomme, også kaldet "multimorbiditet". Lige nu er disse patienters behandling fragmenteret, og de skal som ofte se en specialist (en sundhedsprofessionel) for hver sygdom, de har. Disse specialister udveksler som ofte ikke information med hinanden. Det kan medføre at patienten får en type medicin fra en specialist og en anden type fra en anden specialist, som rent faktisk ikke går sammen. Interaktioner mellem de to lægemidler kan føre til f.eks. en øgning eller nedsættelse af lægemidlets effekt, som er utilsigtet og i nogen tilfælde selv kan have fatale konsekvenser. Dermed har ESCAPE et potentiale for at løse dette problem indenfor sundhedssektoren.

Victor Steen Søndergaard-Hansen, nyhedsbrevsredaktør, har i den forbindelse talt med Susanne S. Pedersen, som står i spidsen for en af arbejdspakkerne, som ESCAPE skal levere, nemlig koordinering af projektet samt projektledelse. Hun fortæller, at i alt består projektet af 8 arbejdspakker; en arbejdspakke kan ses som et delprojekt med delmål. Eksempler på arbejdspakker i projektet er "Projekt management og administration", "Etik og data beskyttelse / GDPR", "Udvikling af interventionen via et participatory design", "Kohorte samt randomiseret studie", som kommer til at gå på tværs af mange landegrænser.

I ESCAPE fokuserer man på ældre patienter (≥65 år) med multimorbiditet, dvs. med kronisk hjertesvigt, angst og depression, og mindst to andre somatiske sygdomme. Den nye behandling, som udvikles til projektet, vil være patientcentreret, integreret, samt involvere patienternes partnere. Levering af den integrerede behandling vil blive understøttet af en digital platform. Det forventes at denne integrerede behandling fører til en højere livskvalitet for patienterne og også deres partnere.

Susanne fortæller også, at de i projektet allerede nu er begyndt at snakke om hvordan det skal implementeres, hvis det viser sig at være en succes. Man får også at vide, at det at have mange samtidige lidelser, er en helt normal del af det at blive ældre. Dette projekt kan få en enorm effekt på livskvaliteten for specielt mange ældre i vores samfund, hvis alt går som det skal. Dog er det ikke noget der ligger lige om hjørnet. Et kolossalt projekt som det her tager tid, og resultaterne vil tidligst være tilgængelige medio 2025.

Projektet har virkeligt sat sig et nobelt problem at løse, og der er ingen tvivl om at hvis det bliver den succes som alle håber på, så kan det have en stor betydning for disse sårbare patienters indsigt, livskvalitet og måske endda prognose. Derfor tænker vi, som står for nyhedsbrevet, af og til at fortælle om, hvordan det går med ESCAPE, så alle kan følge med og høre lidt om udviklingen af dette uhyre store projekt, der er gået fra start herhjemme, på vores universitet. I mellemtiden kan en nysgerrige sjæl læse mere om projektet ESCAPE her.

Redaktionen afsluttet: 26.04.2021