Skip to main content
DA / EN
IT-sikkerhed

SDU styrker IT-sikkerhed

Direktionen på Syddansk Universitet har besluttet at øge IT-sikkerheden på grund af stigende problemer med cyberangreb.

Antallet af cyberangreb mod virksomheder og organisationer er desværre stigende. Angrebene i store bededagsferien og for nylig mod Mærsk og en række andre europæiske virksomheder er blot de seneste eksempler.

 

SDU skal i sagens natur beskytte sig bedst muligt mod risikoen for angreb, derfor har direktionen besluttet at igangsætte nye tiltag, som skal styrke SDU’s IT-sikkerhed.

 

- Det betyder, at du fremover kan opleve skærpede krav, når du logger på vores systemer. Det kan måske i bgyndelsen virke lidt omstændeligt, men jeg vil gerne understrege, at de nye krav indføres for at beskytte dig og din brugerkonto mod misbrug, forklarer universitetsdirektør Thomas Buchvald Vind om tiltagene.

 

Nedenfor kan du læse om de ændringer, som IT-service indfører. Har du spørgsmål om IT-sikkerheden og de nye tiltag, er du altid velkommen til at ringe til servicedesken.

 

Se gode råd om IT-sikkerhed og anbefalinger til password her

 

Der vil løbende blive holdt informationsmøder omkring de nye tiltag. Se video fra et informationsmøde her


Fakta om skærpede krav til passwords og login

  • Det første tiltag er at skærpe kravene til passwords. Næste gang du skal skifte password, vil der være krav om, at dit password er 12 tegn langt. Til gengæld vil du ikke rutinemæssigt skulle skifte password.
  • Det andet tiltag bliver at indføre 2 -faktor autentifikation, dvs. at der skal bruges to faktorer for login til SDU’s IT-systemer. I første omgang vil det omfatte Sharepoint, CRM og Onedrive.  
  • Den ene faktor vil vi forsøge at hente automatisk, når du tilgår universitetets IT-systemer fra SDUs IT-netværk. Det er den normale arbejdssituation, og du vil under normale omstændigheder blot skulle indtaste dit brugernavn og adgangskode, som du plejer.
  • Forsøger du at tilgå SDU’s IT-systemer fra en computer, der ikke er koblet til SDU’s IT-netværk, eller fra en service uden for universitetet, vil vi for en sikkerheds skyld bede dig om yderligere information. Det kan være en kode, du får tilsendt som SMS, en opringning til dig eller indtastning af en kode, som bliver vist i en særlig app på din smartphone. Du kan også blive bedt om denne yderligere sikkerhed, hvis systemet registrerer unormal brug af din konto.
  • For at igangsætte den ekstra sikkerhed af din brugerkonto, vil du første gang blive bedt om at indtaste yderligere oplysninger. Der vil automatisk komme et billede frem, hvor du bliver bedt om at konfigurere yderligere sikkerhedskontrol. Du skal trykke på knappen Konfigurer nu og indtaste yderligere sikkerhedskontrol. Det kan være et mobiltelefonnummer, et alternativt telefonnummer eller en besked om, at du skal installere en app på din smartphone. Det er ikke et krav, at du har en mobiltelefon, idet man kan vælge at indtaste sit arbejdstelefonnummer i feltet alternativt telefonnummer. Feltet tlf.nr. (arbejde) er låst.
Redaktionen afsluttet: 30.06.2017