Skip to main content
klassiske sprog

Han gør græske dramaer levende igen

Lektor Marcel Lysgaard Lech er godt i gang med at oversætte de klassiske græske dramaer til dansk. Det seneste år har han udgivet tre bøger på Hans Reitzels Forlag og er blevet en vigtig samarbejdspartner for landets teatre.

Medea. Ødipus. Antigone. Umiddelbart klinger titlerne af aktuelle stort anlagte forestillinger på landets teatre. Men det er også flere tusind år gamle græske dramaer, som meget sjældent bliver oversat til dansk. Det har Marcel Lysgaard Lech, lektor i græsk og klassiske studier på SDU, sat sig for at gøre noget ved. For han mener, at hver ny generation fortjener sin oversættelse af de græske klassikere.

I løbet af det seneste år har han udgivet både Euripides’ Medea og Sofokles’ Ødipus og Filoktet i nye danske oversættelser på Hans Reitzels Forlag. Arbejdet blev for alvor skudt i gang sidste forår, da Marcel Lysgaard Lech oversatte verdenshistoriens nok mest kendte skilsmisse-drama, Medea, til københavnske Betty Nansen Teatrets opsætning af den græske tragedie. Og han er meget tilfreds med at kunne bidrage til at give sit fagområde et boost.

- De klassiske sprog og oldtidskundskab er pressede fag, der altid er lige ved at blive slået i stykker. Men på den her måde får man vist, at der er billetter i stoffet. Klassikeren bliver tydeligt relevante, når de spiller en rolle i kulturlivet. På den her måde bliver man både læst, brugt og diskuteret, og det er rigtig fint, fortæller Marcel Lysgaard Lech om sit con amore-projekt. Bøgerne er indtil nu blevet solgt i omkring 2600 eksemplarer, og Medea udkom i andet oplag allerede efter tre måneder.

Efterfølgende har både Det Kgl. Teater, Husets Teater, Aarhus Teater og Teater Momentum fået oversætterhjælp og rådgivning af Marcel Lysgaard Lech til deres opsætninger af forskellige græske klassikere.

Klassikere i øjenhøjde

Men i virkeligheden er han gået i gang med oversættelsesarbejdet for de studerendes skyld.

- Det er mit ansvar at sikre, at hver generation får sin oversættelse af de græske klassikere. Hvis de unge skal møde klassikerne, så er de nødt til at være nogenlunde sprogligt nutidige, selvfølgelig uden det bliver sms-sprog, fastslår Marcel Lysgaard Lech og uddyber:

- Samtidig kommer der en mere retvisende tekst ud af arbejdet, fordi mine oversættelser inddrager alt den nye viden, der er om de klassiske tekster. Eksempelvis forstås dramaet om Kong Ødipus på dansk ofte som et skæbnespil, fordi den ældre danske oversættelse bruger ordet skæbne flittigt. Men skæbne optræder stort set ikke i den græske tekst, det gør derimod ordet tilfælde, som betyder det modsatte. Så på den måde bliver der rettet lidt op på forståelsen af dramaerne, forklarer han.   

Potent poesi

Og må så indrømme, at det store oversætterarbejde for ham er ganske underholdende, for Marcel Lysgaard Lech er pjattet med græske dramaer og har været det siden sin studietid.

- Jeg blev bidt af sproget i tragedierne, poetisk, potent og det rene puslespil, fordi det til tider er komprimeret i en grad at det nærmest er umuligt at forstå.

Derfor er det også planen at fortsætte med at udgive nye oversættelser af græske dramaer hvert år, så længe Marcel Lysgaard Lech og Hans Reitzels Forlag har gejsten og interessen. I øjeblikket er han i gang med nyoversættelser af Sofokles’ Antigone og Aristofanes’ Rytteriet – en satirisk og uhyggelig komedie om en Trump-lignende figur og et demokrati, der smadrer sig selv.

Næste græske drama udkommer, ifølge planen, på dansk i foråret 2018.   

Redaktionen afsluttet: 03.05.2017