Skip to main content
employabilitet

Studerende får boost til karrieren

Dette forår sætter Det Humanistiske Fakultet ekstra fokus på at klæde de studerende på, så de kan omsætte deres akademiske kompetencer til job efter uddannelsen.

SDU’s dimittender skal være arbejdsmarkedsparate. Og på de humanistiske uddannelser er der i øjeblikket stort fokus på at øge de studerendes bevidsthed om, hvordan deres akademiske kompetencer kan omsættes til job efter uddannelsen. Det skal få kandidaterne hurtigere i arbejde og åbne nye karriereveje for nyuddannede humanister . Mange studier er allerede godt i gang, og i løbet af foråret og forsommeren skrues der ekstra op for arbejdet med employabilitet.

- På Humaniora gør vi allerede meget for at forbedre employabiliteten for de studerende med en række brede tiltag på tværs af fakultetet. Nu skruer vi ekstra op for indsatsen ved at give de enkelte uddannelser mulighed for at sætte tiltag i gang, der er tilpasset deres konkrete behov og udfordringer. Og vi har midler med til de gode projekter. Forbedret beskæftigelse for vores dimittender er et vigtigt område, særligt i lyset af regeringens netop offentliggjorte forslag til et nyt bevillingssystem for videregående uddannelser, der har øget fokus på beskæftigelse og gennemførelse, siger prodekan Lars Grassmé Binderup om de nye tiltag.

Inspiration til nye tiltag

Et inspirationskatalog til arbejdet med at gøre de studerende klar til arbejdsmarkedet blev udsendt i begyndelsen af april. Og i løbet af maj indledes en række inspirationsmøder mellem prodekan Lars Grassmé Binderup, studieledere, vicestudieledere, studienævnssekretærer og repræsentanter fra RIO (tidligere SDU Erhverv) og fakultetssekretariatet, hvor  nye ideer og tiltag indenfor employabilitet kan drøftes og igangsættes. Det kan eksempelvis være produktspecialer, andre samarbejder med virksomheder og organisationer om opgaver og eksamen eller nye måder at arbejde med aftagerpaneler på. Prodekan Lars Grassmé Binderup, projektleder Caroline Zoffmann Jessen og AC-fuldmægtig Mette Marburger fra fakultetssekretariatet står for møderækken i samarbejde med RIO. 

Møderne er således en mulighed for at få sparring til at skræddersy employabilitetsprojekter til uddannelserne. Initiativerne kan støttes af fakultetets employabilitetspulje.

Boost af nye kandidater

Som noget helt nyt inviteres alle kandidatstuderende, der afleverer specialer 1. juni i år, til Karriere-Booster-uge fra 12.-16. juni. Det skal klæde dimittenderne endnu bedre på til mødet med arbejdsmarkedet. I løbet af ugen afvikles bl.a. en minimesse, hvor Odense Kommune kommer med konkrete job, ligesom forskellige oplæg og workshops om eksempelvis ansøgninger, CV, jobsamtaler, iværksætteri og sociale medier skal give de studerende en ekstra hånd med at blive bevidste om deres kompetencer og gøre dem klar til at tage de første skridt ud på arbejdsmarkedet.

Redaktionen afsluttet: 05.05.2017