Skip to main content
Ph.d.-forsvar

Ph.d. belyser hjælp til dansksprogede børn med udtalevanskeligheder

Marit Carolin Clausen, ph.d.-stipendiat ved Institut for Sprog og Kommunikation, har undersøgt, hvordan udtalevanskeligheder hos dansksprogede børn kan identificeres. Tirsdag d. 1. november forsvarer hun sin ph.d.

Børn udgør den største klientgruppe hos landets logopæder. Viden om danske børns talevanskeligheder er derfor afgørende for, at de kan behandles korrekt.

Hidtil har det dog været sparsomt med viden på området, og logopædernes arbejde har derfor været baseret på studier af tysk- og engelsksprogede børn.

Det råder Marit Carolin Clausen bod på med sin ph.d.-afhandling, som har titlen: Phonological Development and Differential Diagnosis of Speech Sound Disorders in Danish-speaking Children.

Her har hun undersøgt, hvordan de fonologiske processer, dvs. udtaleudviklingen, finder sted hos danske børn.

Dansk adskiller sig nemlig fra tysk og engelsk ved at være særligt fonologisk vanskeligt, og derfor er det vigtigt med specifik viden om danske børns udtale.

 Ph.d.-afhandlingen indeholder således ny, normativ data om danske børns udtaleudvikling.

 På baggrund af denne data er Marit Carolin Clausens studie det første til at indikere, at den internationale klassifikationsmodel Differential Diagnosis System udviklet af den britiske forsker Barbara Dodd med fordel kan anvendes i en dansk sammenhæng.

 Resultaterne fra Marit Carolin Clausens ph.d.-afhandling vil fremover kunne bidrage til, at danske logopæder mere korrekt kan identificere og behandle danske børns talevanskeligheder.

 Marit Carolin Clausen forsvarer sin ph.d. tirsdag d. 1. november kl. 9.00 i BMB’s seminarrum (ved indgang O).

 

Redaktionen afsluttet: 10.11.2016