Skip to main content
DA / EN

Bevilling

Knap 5 millioner fra VELUX FONDEN til projekt om bedre kommunikation for at øge seksuel lighed og sundhed

“Let’s talk about sex, baby” sang Salt-N-Peppa, men det er måske ikke så nemt, som vi tror. I Danmark bryster vi os af at leve i et samfund præget af seksuel lighed, frisind og adgang til viden, men nyere forskning og rapporter sår tvivl om den seksuelle sundhed i Danmark. Viden, holdninger og adfærd i forhold til seksualitet afspejles i og formes af kommunikation om emnet. Projektet adresserer uvidenhed og ulighed i forhold til seksuel sundhed i Danmark fra et kommunikationsperspektiv.

Af Caroline Zoffmann Jessen, , 28-06-2023

Lektor Nina Nørgaard fra Institut for Sprog, Kultur, Historie og Kommunikation har modtaget en bevilling fra VELUX FONDEN til projektet ”Uvidenhed og ulighed i seksuel sundhed – adresseret fra et multimodalt kommunikativt perspektiv”.

Ifølge Verdenssundhedsorganisationen (WHO) er information af god kvalitet afgørende for at opnå seksuel sundhed. I Danmark peger rapporter fra organisationen Sex & Samfund på uvidenhed og usikkerhed blandt unge om fx prævention, kønssygdomme og samtykke. I forhold til ældre er intimitet og sex omgærdet af uvidenhed og tabu. Da kommunikation spiller en vigtig rolle i vores viden, holdninger og adfærd, er det vigtigt at undersøge, hvordan disse emner bliver kommunikeret i informationsmaterialer og i samfundet generelt.

Formålet med projektet er at undersøge, hvordan seksuel sundhed bliver kommunikeret om, til og af unge (fra pubertet til ungt voksenliv) og ældre (fra midt i livet) i offentlige sundhedsmaterialer og i borgernes egen kommunikation online.

I projektet analyseres sprog, billeder, video med mere i informationsmaterialer, på websites og sociale medier for at få indblik i, hvordan organisationer, sundhedsfaglige kommunikatører og almindelige danskere kommunikerer om sex, køn, diversitet, prævention, kønssygdomme, samtykke og overgangsalder. Projektet tilstræber dermed at skabe grundlag for klar kommunikation, der kan fremme viden og nedbryde tabuer og barrierer for lighed i seksuel sundhed i Danmark.

Projektet vil blive gennemført i samarbejde med Alexandra Holsting, Cindie Aaen Maagaard og Theo van Leeuwen alle tilknyttet Institut for Sprog, Kultur, Historie og Kommunikation.


Mød forskeren

Lektor Nina Nørgaard er tilknyttet Institut for Sprog, Kultur, Historie og Kommunikation

Se mere

Redaktionen afsluttet: 28.06.2023