Hvorfor får vi færre børn – og hvad kan vi gøre ved det?

Oplever du som forælder, at der nogle gange er for få timer i døgnet til både fuldtidsjobbet, madpakkerne, at køre børnene til sport, Aula-beskederne, rengøring, tøjvask, godnathistorier og måske endda lidt familiehygge?

Og bliver du også småforpustet ved udsigten til at skulle arbejde mere og længere for at holde velfærdsstaten og den aldrende befolkning oven vande?

Det er der ikke noget at sige til.

En ny undersøgelse fra SDU-professor Pieter Vanhuysse viser, at forældre bidrager med 2,5 gange flere ressourcer til samfundet end ikke-forældre, når man medregner al den tid og de penge, som forældre investerer i den kommende generation af samfundsborgere.

Vi spurgte ham, hvordan det kan være, at samfund beskatter deres egen reproduktion, og hvad vi kan gøre ved det?

Hvorfor får vi færre børn – set fra dit synspunkt?

Det er et stort og komplekst makrosocialt problem, som der ligger en lang række årsager bag. Miljøforurening og faldende sædkvalitet spiller en rolle, og andre årsager er mere sociologiske, generationsmæssige og kulturelle.

Eksempelvis føler flere unge sig i dag, på grund af klimaangst og stigende usikkerhed i forhold til arbejdsmarkedet og livsforløb, i stigende grad fristede til at forblive det, man kalder DINKs: dobbelt indkomst, ingen børn.

I min forskning fokuserer jeg på to relaterede ting: (1) hvad vores sociale modeller implicit værdsætter og underkender, og (2) hvad vores politiske modeller gør forkert – selv når de tror, at de gør tingene rigtigt.

Selv i vores meget familievenlige nordiske samfund er fødselstallene faldende. I Finland er fødselstallet endda faldet drastisk i løbet af det seneste årti.

Vores nye forskning viser, at forældre i Europa samlet set bidrager med mere end to en halv gange så mange ressourcer som ikke-forældre. Men de fleste af disse ressourcer er usynlige i statistikkerne og underkendt af samfundet. 

Hvis man udelukkende ser på offentlige overførsler (såsom skatter og velfærdsydelser), som er fuldt statistisk synlige, bidrager forældre noget mindre end ikke-forældre. Det, der ikke fremgår af statistikkerne, er, at forældre – og kun forældre – desuden bidrager med meget store ekstra overførsler af tid og penge til deres egne børn. Faktisk så store, at de ændrer hele billedet.

I løbet af et helt arbejdsliv vendes den gennemsnitlige forskel mellem forældrenes/ikke-forældrenes ressourcer på hovedet – fra 0,73, når man måler offentlige overførsler alene, til 2,66, når både tid, penge og offentlige overførsler medregnes.

Hvad betyder det for samfundet?

I sidste ende handler det om, hvorvidt vi kan fortsætte med at reproducere vores samfund problemfrit over tid – især da vi befolkninger i Europa allerede er aldrende og grånende.

Efterhånden som børn vokser op og bliver voksne skatteydere, bidragere til sociale sikringsordninger, omsorgspersoner og på et tidspunkt forældre, vil børnene skulle finansiere fremtidens offentlige goder, pensioner og sundhedspleje for alle borgere, der har brug for velfærdsydelser– herunder ikke-forældre.

Opfostring af børn bidrager altså med mange positive effekter til hele samfundet. Hvis samfundene ikke fuldt ud anerkender og værdsætter de reelle overførselsomkostninger ved forældrenes indsats, ender vi med alt for få produktive voksne.

Derved sættes den generationskontrakt, som vores samfund bygger på, under alvorligt pres.

Vores arbejdsmarkeder og velfærdsstater kan ikke fortsætte med at fungere godt uden den værdi, som familierne producerer.

Fortsættelsen af vores sociale model afhænger - bortset fra indvandring i et politisk set helt urealistisk omfang i dagens Europa - af en stabil demografisk reproduktion. Det er fuldstændig afgørende for både størrelsen ("kvantiteten") og færdighederne ("kvaliteten") hos efterfølgende generationer.

Lad os gøre det helt klart. Det at få børn er ikke blot et privat luksusvalg, som at foretrække champagne frem for øl. Det skaber også et samfundsmæssigt afgørende offentligt gode, som vi alle vil få brug for på et tidspunkt.

Hvad viser din forskning om, hvad der kan afholde folk fra at få flere børn?

Når forældre i Europa samlet set bidrager med mere end to en halv gange flere ressourcer til samfundet, viser det omfanget af den asymmetriske omkostningsdeling, som løbende sikrer, at samfundene består.

Størrelsen på de "privatiserede" skjulte omkostninger, som udelukkende hviler på forældrenes skuldre, vil helt naturligt påvirke forældres beslutninger og medføre lavere fertilitetsniveauer.

Når alt kommer til alt, er de private ressourcer, som forældre giver deres børn, muligvis mindre synlige i statistikkerne, men meget virkelige i hverdagen.

Det er udgifterne til alt tøjet og maden, udflugterne, lejrskolerne og kontingenter i idrætsforeninger. Det er også den tid, der bruges på madlavning, rengøring, kørsel og omsorg og at være følelsesmæssigt tilgængelig.

Alt dette gøres ud over at gå på arbejde og betale skat på samme niveau, som ikke-forældre gør.

Den samme tid og de samme pengeressourcer kunne have været brugt på anden vis, et større forbrug eller mere opsparing.

Ergo er der ikke noget at sige til, at de unge i dag fristes til at forblive DINKs – selvom tilgangen er ganske selvdestruktiv, hvis den bliver mere udbredt. For så ville der ikke være nogen næste generation til at betale for og tage sig af DINK-generationen, når de bliver gamle.

Det er også fuldt forståeligt, at forældre tænker sig om en ekstra gang, når de overvejer, om de skal have barn nummer to eller tre.
Selv i velfærdsstater som vores egen, hvor staten giver lidt ekstra i forhold til andre stater. I form af højere familieydelser, et par ugers forældreorlov mere og et par flere fertilitetsbehandlinger , så rykker det ikke rigtigt noget.

Den slags politikker vil ikke løse de større, dybereliggende sociale og kulturelle årsager bag vores faldende eller kronisk lave fertilitetsniveauer.

Hvorfor er stater ikke mere familievenlige, når flere børn er i statens interesse?

Det makrosociologiske svar er, at selv samfund, der er kendt for at være familievenlige, faktisk ikke fuldt ud værdsætter, hvad familier – og andre, der er med til at udvikle menneskelige færdigheder – rent faktisk bidrager med.

Det begrebsmæssige svar er, at de betydelige overførsler af tid og penge til opfostring af børn, er statistisk usynlige.

Forældres investering af tid og penge i deres børn optræder ikke i statistikkerne og nationalregnskaberne, og flyver derfor under radaren hos politikere og politiske strateger.

Denne usynlighed gør det muligt for velfærdsstater at køre på frihjul, når det gælder omkostningerne ved at producere den næste generation af arbejdere og skatteydere.

Derfor er vi nødt til at tydeliggøre alt det, der i virkeligheden skal til for at opdrage et barn til at blive en "kvalitetsvoksen", der er produktiv, mentalt sund og økonomisk og socialt ansvarlig. Og forklare, hvad det egentlig betyder, at en velfærdsstat er familievenlig.

I vores europæiske undersøgelse indgik 12 lande, hvoraf de to lande med den højeste overførselsbelastning af forældre i forhold til ikke-forældre, paradoksalt nok var vores stolte familievenlige nordiske velfærdsstater.

Nordiske politikker hjælper forældre, ingen tvivl om det.

Men de hjælper dem på en specifik, smal, produktivistisk måde: De hjælper mødre med at arbejde (hvilket de fleste mødre ønsker). Derefter sender de mødrene en stor regning. Hjælpen er ikke ment som en gave.

Nordiske udearbejdende mødre og fædre betaler de samme høje skatter og bidrag til sociale sikringsordninger som nordiske ikke-forældre – og mere end forældre i det meste af det øvrige Europa. Og når nordiske forældre ønsker at hyre en babysitter eller gøre brug af andre børnepasningsordninger i et par timer, skal de betale meget mere for den samme service end tyske eller franske forældre.

Hvad kan samfundet gøre ved problemerne?

I dag tager vores sociale model og socialpolitikker ikke fuldt ud højde for, hvordan de menneskelige og skattemæssige ressourcer rent faktisk skabes. Vores samfund holder altså fast i en anden forkert "storketeori", og den skal skydes ned.

Ligesom nyfødte spædbørn ikke kommer med storken, men fødes af deres mødre, falder produktive nye voksne heller ikke bare ned fra himlen. De leveres snarere til samfundet efter godt og vel femogtyve års opfostring, til en vis grad finansieret af alle skatteydere, men i højere grad af deres egne forældre.

Som jeg for nylig også argumenterede for ved et lukket ekspertmøder med 10 europæiske forskere og Dubravka Suica, næstformand for Europa-Kommissionen for Demokrati og Demografi, har vi brug for et langt mere holistisk paradigmeskift for sociale investeringer.

Vi har brug for et begrebsmæssigt klarere syn på den værdi, der skabes af forældre og andre omsorgspersoner. Og vi er virkelig nødt til at tænke os om og tydeliggøre, hvad vi som samfund ønsker at værdsætte.

Når alt kommer til alt, bruges en lang række beslægtede og besynderlige (ikke-)værdiansættelsesmetoder stadig i vid udstrækning af nutidens samfund, såsom de udbredte "moderskabsstraffe" og "omsorgsstraffe" på arbejdsmarkederne.

Mødre elsker deres børn, og omsorgspersoner elsker deres job, og har selv valgt at gøre en stor indsats på omsorgs-området. Men at straffe mødre og omsorgspersoner på indkomsten svarer til at snylte på den kærlighed: en form for udnyttelse. Dette er hverken retfærdigt eller effektivt.

Verdens førende omsorgsekspert, Nancy Folbre, udtrykte det på en mindeværdig måde: 

"Når samfund tager kærlighedsfanger, gavner det dem ikke i det lange løb. Dette er en uholdbar social værdiansættelsesmodel. Hvis kvalitetspleje ikke fuldt ud værdsættes, vil det i sidste ende føre til mindre kvalitetspleje i vores samfund: færre gode sygeplejersker, færre gode lærere, færre gode forældre."

Og hun tog endda for nylig vores forskningsgruppes metafor til sig og skrev: "Det er selvdestruktivt for samfund at beskatte storken."

Og hvad kan vores politikere gøre?

Donationer til velgørende formål, privat opsparing eller investeringer i grønne teknologier, ja alle mulige ting, som skaber samfundsmæssigt værdi, kan i dag trækkes fra i skat. Men når forældre skaber værdi i form af kommende samfundsborgere, bærer de modsat en betydelig ekstra ressource-byrde fremfor at få skattefradrag.

Det svarer til, at samfund implicit beskatter opfostring af børn snarere end at understøtte den. Også dette er en uholdbar social værdiansættelsesmodel.

Derfor er vi nødt til at gå bort fra kortsigtede utilitaristiske tilgange med tilskud til fertilitetsbehandlinger og andre fertilitetsincitamenter, mens politikere samtidig forlanger, at forældre henter deres børn senere fra skole og gør offentlig skolegang mere "omkostningseffektiv". Det er hamrende ineffektivt.

Over hele Europa får forældre betydeligt færre børn, end de ønsker sig. Europa har i et stykke tid kæmpet både med fødselsrater, der ligger et godt stykke under det, der skal til at fastholde befolkningens størrelse, men også med høje eller stadig stigende niveauer af barnløshed.

Men selvom demografien går i den forkerte retning, beskatter samfund uforvarende deres egen reproduktion.

Der er brug for et omfattende paradigmeskifte for at sikre det fremtidige fundament for vores sociale model. Vi er nødt til at gøre vores nuværende, stærkt ældreorienterede velfærdsstater mere afbalancerede på tværs af generationerne og mere orienterede mod menneskelige færdigheder.

For på trods af, at det "sociale investeringsparadigme" har et kvart århundrede på bagen, er det faktisk stadig meget ufuldstændigt.

Vi har brug for mere omfattende politiske modeller, så vi bedre kan hjælpe, værdsætte og tilskynde til kvalitet i forældres, omsorgspersoners og underviseres arbejde – dem, der er med til at udvikle de menneskelige færdigheder, der i fremtiden skal opretholde os alle.

Hvor lang tid tager det at løse problemet?

Det afhænger alt sammen af, hvor alvorligt vi tager paradigmeskiftet.

Befolkningsprocesser er lidt som elefanter. De bevæger sig generelt langsomt, men de kan også sprinte – når de får de rigtige signaler. I sidste ende er vi nødt til at genoverveje mere uforbeholdent, hvad vi virkelig ønsker at værdsætte i vores aldrende samfund.