Nazister stjal dyr til arisk avlsprogram

Af Kent Kristensen, kk@sdu.dk

Det er almindeligt kendt, at nazisterne dyrkede en særlig racepolitik for mennesker. Til gengæld ved de færreste, at det tyske styre også havde et avlsprogram, der skulle fremme særlige ariske dyrearter.

Men faktisk arbejdede nazisterne helt frem til 1944 på en plan, der gik ud på at omdanne erobrede områder i Østeuropa til tysk fauna med særligt stærke dyr. De pågældende dyr skulle fremavles efter et bestemt mønster, så de opnåede bestemte egenskaber.

Det fortæller Hans Christian Petersen, der er lektor på SDU, og som blandt andet forsker i biologisk antropologi.

To brødre bag projektet

– Det var to tyske zoologer og brødre, der stod for projektet. Deres mål var at genskabe en række uddøde dyr, som tidligere havde eksisteret i Tyskland. Gennem avl ville de kombinere arveanlæggene fra forskellige nulevende racer, som var nært beslægtede med de uddøde dyr. De satsede først og fremmest på uroksen, som jo er et stort og imponerende dyr, siger Hans Christian Petersen.

De to brødre havde allerede arbejdet på deres idéer op gennem 1920‘erne, og ideologien passede perfekt ind i den tankegang, som fra 1933 herskede hos det tyske regime.

^{Foto: Polfoto}

Projektet blev støttet både økonomisk og politisk af den nazistiske top, hvor især Hermann Göring fulgte zoologernes bestræbelser. Ud over at være Hitlers stedfortræder var Göring således meget interesseret i jagt og dyr.

Fanatisk bror

Den mest ambitiøse af de to brødre hed Lutz Heck og var til daglig direktør i Berlin Zoo. I slipstrømmen på de tyske soldaters felttog i Østeuropa rejste han til Polen, som havde en række af de dyr, han gerne ville bruge i sit avlsprogram.

Han var rundt i zoologiske haver og naturreservater for at sikre sig de bedst egnede eksemplarer. Det gik især ud over Warszawas zoologiske have, som på det tidspunkt var berømt for sine sjældne dyr.

– Dem tog Lutz Heck med sig hjem. Han forklarede blandt andet, at han ville beskytte dyrene, men i virkeligheden plyndrede han haven, fortæller Hans Christian Petersen.

Fokus på stærke dyr

Den tyske nazist og zoolog var især interesseret i at genoplive to arter. Det var henholdsvis den europæiske urokse, der uddøde i 1627, samt den europæiske vildhest, tarpanen, som uddøde i 1887.

– Lutz Hecks projekt tjente flere formål. Dels ønskede nazisterne altså at genskabe en række oprindelige dyrearter, og det er næppe tilfældigt, at de især interesserede sig for store stærke dyr, som passede godt ind i den tyske mytologi om styrke og uovervindelighed. Men derudover lå der også en kolonial opgave i projektet, for tanken var, at flere østeuropæiske områder skulle omdannes til oprindelig germansk natur, forklarer SDU-forskeren.

Eksempelvis fjernede nazisterne lokale indbyggere i et stort naturområde, der hedder Białowieża og ligger på grænsen mellem Polen og Hviderusland. Målet var at germanisere området med tysk fauna og sætte vilde dyr ud.

Arbejdede ud fra bestemt teori

Det lykkedes dog aldrig for tyskerne at fremavle de uddøde arter. Lutz Heck arbejdede ud fra en teori om, at arveanlæggene fra et uddødt dyr forbliver i genpuljen hos artens levende efterkommere – i uroksens tilfælde hos forskellige racer af tamkvæg.

Derfor mente Heck, at hvis han blev ved med at krydse de dyr, som mest lignede det uddøde, ville han med tiden nå frem til de gener, som fuldblods forfaderen havde.

– Som biolog vil jeg stille spørgsmålstegn ved, at man eksempelvis kan rekonstruere en urokse ud fra nulevende tamkvæg. I stedet kan man fremavle en ny race, som på nogle måder minder om den oprindelige vilde form. Og det var også det, som skete for Heck. Så i forhold til hans oprindelige målsætning nåede han ikke ret langt, fortæller Hans Christian Petersen.

Manglede den oprindelige arvemasse

– Det var et mærkeligt projekt. De manglede tydeligvis en del af den oprindelige arvemasse, og jeg vil i øvrigt mene, at det er vigtigere at redde nulevende dyrearter og racer fremfor at genskabe nogle, som uddøde for 400 år siden, tilføjer han.

I praksis fik Heck-brødrene fremavlet en race af tamkvæg, som var noget mindre end den oprindelige urokse.

En mere positiv udløber af deres projekt har været, at den ny kvæg-race ser ud til at kunne bidrage til den form for genopretning af naturen, som kaldes for rewilding.

Slap for yderligere tiltale

Heck huggede ikke kun dyr til sit avlsprogram. Han bragte også mange stjålne dyr til Berlin, fordi han havde en ambition om at skabe en unik zoologisk have i byen.

Selv om han efter krigen mistede jobbet som direktør for Berlin Zoo, slap han for yderligere tiltale, og i mange år var nazisternes dyreariske program ikke særlig velkendt.

– Det skyldes muligvis, at plyndringen først og fremmest ramte landene i Østeuropa, og i mange år fandtes der stort set kun polsk litteratur om emnet. Blandt de fire vindende stormagter var det kun Sovjetunionen, der var optaget af at forfølge Heck. Selv om han var en dedikeret nazist, blev han blot betragtet som en af mange overløbere, fortæller Hans Christian Petersen, der har holdt foredrag om Lutz Heck og hans avlsprogrammer.

Lutz Heck døde i 1983, kort tid inden han ville være fyldt 91 år.

_{Foto: Wikipedia/Mikael Parkvall.}