Skip to main content
DA / EN

700 år gammel helgenmyte gås efter i sømmene

Forskere bekræfter, at en gammel poses alder og indhold stemmer overens med myte om Frans af Assisi

Af Birgitte Svennevig, birs@sdu.dk, 22-09-2017

Klosteret ved Montella i Syditalien har i mere end 700 år passet mere end almindeligt godt på et par stumper tekstil.

I følge overleveringerne stammer tekstilresterne fra en pose med brød, som på mirakuløs vis materialiserede sig på klostrets port i vinteren 1224, hvor egnen var begravet i sne og munkene sultede.

For munkene var der ingen tvivl om, at brødet blev sendt af klostrets grundlægger, Frans af Assisi, der på det tidspunkt befandt sig i Frankrig. Han kan altså ikke personligt have leveret det. I stedet blev det leveret af engle, mente munkene.

Lige siden har klostret værnet om brødposen, og i dag ligger de sidste, eksisterende rester godt beskyttet i et relikvieskrin i klostret.

Alderen passer med myten

Nu har et dansk/italiensk/hollandsk forskerhold med lektor Kaare Lund Rasmussen fra SDU i spidsen haft adgang til at foretage videnskabelige undersøgelser af de formodede poserester i relikvieskrinet. Og kulstof 14-analyser har bestemt tekstilet til at stamme fra mellem 1220 og 1295.

- Aldersmæssigt passer det altså fint med overleveringen, siger Kaare Lund Rasmussen, der som kemiker har specialiseret sig i at foretage arkæo-kemiske analyser.

Forskerne ville også undersøge, om de kunne finde spor af brød i tekstilet. Til det formål ledte de efter spor af ergosterol, der forekommer i en række svampe og skimmel, og som kan være en biomarkør for brygning eller bagning. -

- Vore studier viste, at der sandsynligvis har været brød i posen. Vi ved ikke hvornår, men det forekommer usandsynligt, at det var efter 1732, hvor pose-resterne blev muret inde for at beskytte dem. Det er mest sandsynligt, at brød har været i kontakt med tekstilet i løbet af de 300 foregående år, hvor tekstilet fungerede som alterklæde – eller måske var det helt specifikt den kolde vinternat i 1224; det kan ikke udelukkes, siger Kaare Lund Rasmussen.

Videnskab kan bevise sammenhæng

 Videnskabelige målinger kan ikke bevise en legende eller en tro. Men de kan bevise ægtheden af en genstand eller påvise sammenhæng mellem en legende og fysiske/kemiske beviser, og det har vi gjort her.

Forskerne har ikke beskæftiget sig med, hvordan brødposen havnede foran klosterporten hin vinternat.
- Det overlader vi til troen, siger Kaare Lund Rasmussen.

Mød forskeren

Kaare Lund Rasmussen er kemiker og bruger ofte sin viden til at løse arkæologiske mysterier. Han har bl.a. foretaget analyser af Tycho Brahe, dødehavsrullerne og skeletter fra diverse kirkegårde i bl.a. Danmark, Tyskland og Italien.

Kontakt

Redaktionen afsluttet: 22.09.2017