Skip to main content

Direktør på briksen

Hvordan skaber en virksomhed vækst? Det undersøger forskere sammen to private virksomheder i et usædvanligt projekt. Her sendes direktøren til eftersyn sammen med virksomhedens forretningsmodel og pengestrøms-generering.

Af Kent Kristensen, kk@sdu.dk

En blæksprutte med stor kompetence og loyalitet for sin arbejdsplads.

Men også en type, der ikke er særlig afklaret i forhold til sin egen rolle. Og som risikerer at blive sin egen fjende, når der skal skabes innovation i virksomheden.

Sådan lyder den overordnede karakteristik af den typiske direktør i en af landets små eller mellemstore virksomheder.

Forskere har fulgt 30 virksomheder

Vurderingen kommer fra lektor Tove Brink, der forsker i innovation og vækst ved Institut for Sociologi, Miljø- og Erhvervsøkonomi på SDU.

De seneste fire år har hun været tilknyttet et forskningsprojekt, hvor hun og andre eksperter har fulgt 30 af landets små og mellemstore virksomheder, hvis ledere alle har et ønske om at skabe mere vækst.

-Vi kan konstatere, at direktøren er helt afgørende for, om virksomheden når i mål. Det er direktøren, der skaber virksomheden, men vedkommende risikerer at spænde ben for sig selv, og derfor kan det være vigtigt at få direktøren til at ændre fokus, fortæller Tove Brink.

Vanskeligt ved at omstille sig

Små og mellemstore virksomheder udgør rygraden i dansk erhvervsliv, og de er typisk opstået ved, at en eller to personer har fået en idé til et bestemt produkt.

De har set et hul i markedet og har derefter åbnet en lille virksomhed.

Ifølge Tove Brink er en af udfordringerne for mange virksomhedsejere, at de har vanskeligt ved at omstille sig fra iværksættere til overordnet direktører.

Ejerne fungerer som blæksprutter

Direktør på briksen

-De elsker driften, som jo grundlæggende bygger på den idé, de selv på et tidspunkt har fået. Derfor er de inde over rigtigt mange beslutninger, og de har en hverdag, hvor telefonen hele tiden ringer, og hvor de både går til store og små møder, siger Torve Brink og uddyber:

- Konsekvensen er, at de aldrig får ro til at tænke strategisk i forhold til, hvordan deres virksomhed skal udvikle sig.

Derfor har Tove Brink og hendes kolleger i forskningsprojektet også stort fokus på direktørens rolle.
Rent praktisk rykker de ud til virksomheden, og som noget af det første udfærdiger de en profil af lederen.

Lederens egenskaber kortlægges

-Det er vigtigt, at man er bevidst om sine styrker og svagheder. Er man for eksempel en chef, der er god til struktur og detaljer men svag på den kreative side? Eller er man netop den kreative type, der er impulsiv og god til at få ideer, men som af samme årsag har vanskeligt ved at holde sig til en plan, som andre måske er afhængig af, lyder det fra Tove Brink.

Ud fra en særlig model kortlægges lederens egenskaber, og sammen med vedkommende diskuterer forskerne, hvordan kompetencerne passer til virksomhedens mål.

-Vi ser også på, hvordan profilen matcher de øvrige nøglepersoner i organisationen. Afhængig af virksomhedens profil er det vigtigt, at der både er nogle, som mestrer detaljer, andre der er udadvendte, og nogle som er gode til at træffe beslutninger. Og de skal naturligvis være ansat på de rigtige positioner i virksomheden, påpeger Tove Brink.

Fokus på forretningsmodellen

Ud over direktørens rolle er forretningsmodellen et andet afgørende parameter. Hvordan skaber virksomheden værdi for kunden? Hvordan fremstilles ydelserne? Og hvem er kunderne?

Det er ikke alle direktører, som har lige nemt ved at besvare spørgsmålene, men så får de mulighed for at sætte stregerne til en ny forretningsmodel sammen med SDU-forskeren og det øvrige team i Vidensforum.

-Medarbejderne skal kende forretningsmodellen og være i stand til at opfylde den. Ellers opnår virksomheden ikke maksimal effekt, påpeger Tove Brink og tilføjer, at nogle ledere eksempelvis er mere optagede af nye teknologiske muligheder end af at udvikle organisationen.

Svært at afgive indflydelse

Et andet væsentligt punkt på det indledende møde er en diskussion af virksomhedens pengestrøm, og hvordan den matcher ønsket om en styrket vækst.

Tove Brink understreger, at mange ledere godt selv er klar over, at virksomheden ikke drives optimalt, men at de ikke nødvendigvis ved hvorfor.

- Men selv om det er rigtigt svært for mange direktører at afgive indflydelse og overlade beslutninger til andre, så bliver de glade, når de bagefter kan se, at det gavner virksomheden, siger Tove Brink.

Direktør lyttede til råd

Det understreger hun med dette eksempel:

-En direktør spurgte sig selv, om han var den rigtige leder for sit firma. Han er sindssyg god til at få idéer, men han er også meget utålmodig og ustruktureret, og han sled sit personale op. Det var flot at erkende, at han skulle lade en anden stå for driften, og nu kan han i stedet bruge tiden på det, som han er bedst til.

Hen over sommeren skal Tove Brink sammen med professor Mette Neville fra Aarhus Universitet gennemføre en række afsluttende interviews med deltagerne fra projektet. De skal blandt andet vurdere, om virksomhedernes strategiske fokus og vækstpotentiale er øget.

Mød forskeren

Tove Brink har været ansat på SDU siden 2008 og forsvarede i 2011 en ph.d. om innovation og vækst. Hun har en MBA i strategiudvikling fra Henley og har tidligere været Global Business Development Manager hos Danfoss.

Kontaktoplysninger

Redaktionen afsluttet: 11.07.2017