Skip to main content

D-IAS arbejder for forskning i verdensklasse

Universiteternes evne til at skabe videnskabelige gennembrud og tiltrække de bedste forskere er blevet en nøgle til klare sig i den internationale konkurrence om viden og innovation. SDU arbejder målrettet på, at skabe rammerne for excellent forskning med Danish Institute for Advanced Study – i daglig tale D-IAS.

Af Bolette Marie Kjær Jørgensen, bomk@sdu.dk, 13.12.2017

Det startede med en idé tilbage i 2009. I 2011 etablerede SDU så nordens første center for Advanced Study, med henblik på at skabe et unikt miljø for tekniske, videnskabelige og humanistiske forskere, hvor de kunne mødes på tværs af deres fagligheder. Visionen er at skabe et sted for de bedste forskere fra Danmark, og udlandet, i et excellent forskningsmiljø, hvor de kan inspirere hinanden på tværs af fagligheder, institutter og fakulteter.

-Vi har samlet SDU’s 13 bedste topforskere, som vi kalder Chairs, fra alle forskningsområder på universitetet. Flere af disse topforskere har egne elitecentre og de er kernen i D-IAS. Mange danske forskningsmiljøer er traditionelt ikke organiseret tværfagligt, men det forsøger vi at lave om, fordi vi tror på, at det tværdisciplinære samarbejde skaber de banebrydende idéer. Desuden er det ambitionen, at vi også kan tiltrække de bedste internationale forskere, siger professor Thorbjørn Knudsen, som leder D-IAS i samarbejde med professor Francesco Sannino.

I starten af 2017 slog D-IAS Chairs på tværs af deres forskningsområder 10 adjunktstillinger op, og det første hold unge eliteforskere begyndte i efteråret. 

- Hos os skal de fokusere på deres forskning. Det handler om at skabe et miljø, hvor faglighederne inspirerer hinanden. Det er også stedet hvor de unge internationale forskere, som vi ansætter, får mulighed for at samarbejde med de eksisterende forskningsmiljøer på universitetet. Grundlæggende handler det om at lede og organisere et forskningsmiljø, som tiltrækker de bedste talenter, og dermed muligheden for videnskabelige gennembrud, siger Thorbjørn Knudsen. 

Samspil med omverdenen

Udover arbejdet med at skabe et videnskabeligt excellent miljø, er det også højt prioriteret for D-IAS at være et sted, hvor det øvrige samfund inkluderes. Hvert år har D-IAS besøg af en eller flere Nobelpris-modtager, som kommer og holder en offentlig forelæsning tilgængelig for alle.  
I september 2017 kom nobelprismodtageren i fysik i 1976; Samuel Ting, og i 2018 er næste Nobelevent allerede planlagt. 

-Disse større D-IAS events er ikke blot åbne for SDU men for interesserede fra hele Danmark. Det er vores ambition at være et samlingspunkt for de bedste topforskere i hele landet – vi ønsker at løfte forskningen til gavn for SDU og for hele Danmark, siger Francesco Sannino.

 
 
The Danish Institute for Advanced Study
Redaktionen afsluttet: 13.12.2017