Skip to main content

Guldmedalje til hold bag nyt plaster

Et hold af SDU-studerende fra en række forskellige uddannelser, har deltaget i verdensmesterskaberne i syntetisk biologi, der blev afviklet i Boston. Holdet vandt guldmedalje for deres hjemmeside

Af Jacob Stenz, jaes@sdu.dk

12 studerende fra SDU har været i Boston fra 27. til 31. oktober for at deltage i konkurrencen iGem, der er det uofficielle verdensmesterskab i syntetisk biologi.

De har i måneder arbejdet målrettet på at udvikle plasteret, Bacto-Aid, som skal begrænse brugen af antibiotika og modvirke spredningen af multiresistente bakterier.

Blandt knap 300 universitetshold var SDU nomineret i kategorierne bedste hjemmeside (wiki), bedste præsentation, bedste poster og bedste indsats for public education and engagement. Og det danske hold indtog førstepladsen for den bedste wiki, hvor projektet er blevet præsenteret og dokumenteret.

Holdet er sammensat af studerende fra en række forskellige SDU-uddannelser inden for biomedicin, medicin, biologi, kemiingeniørvidenskab, filosofi og matematik. De har gennem det meste af året samarbejdet om at udvikle plasteret.

Og det har været en krævende proces, forklarer Astrid Sophie Pejstrup Honoré, der læser biomedicin på SDU:

- Det har været meget intenst, og vi har næsten arbejdet døgnet rundt op til deadline, siger hun.

Edderkoppesilke

Plasteret, der skal reducere risikoen for infektioner og fremskynde sårheling, skal samtidig være bionedbrydeligt.
Det har været afgørende for projektet at sammenkoble gener på en måde, så e-colibakterier kommer til at producere edderkoppesilke, som er immunneutralt og kroppen derfor ikke anser for at være fjendtligt.

Undervejs har forskningsprojektet været ramt af modgang, og der er ikke udviklet et færdigt plaster endnu. Alligevel noterer deltagerne stor tilfredshed med resultaterne.

- Det er lykkedes os at printe 3d-plastic, og det er lykkedes at oprense bakteriociner, som kan slå multiresistente bakterier ned. Så vi er meget tilfredse og stolte over at være nået så langt, siger Astrid Sophie Pejstrup Honoré.

SDU’s iGem-hold består af Brian Kenn Baltzar, Jakob Rønning, Nete Bækgaard, Joel Vej-Nielsen, Mathilde Skov Nygaard, Pernille Vigsø Rasmussen, Astrid Sophie Pejstrup Honoré, Cathrine Høyer, Rune Øbo, Viktor Mebus, Rikke Friis Bentzon og Birka Kjærgaard Jensen.

 

Redaktionen afsluttet: 01.11.2016