Forandring eller fiasko?

Af Katrine Findsen, kafi@sdu.dk, 02-11-2016

De falder hinanden om halsen, tårerne triller ned af kinderne på flere. Unge som gamle, mænd som kvinder, sorte som hvide. Der er ingen tvivl om, at øjeblikket, den 4. november 2008, er historisk. 

Stedet er Grant Park i Chicago, og manden på talerstolen er Barack Hussein Obama – amerikanernes første sorte præsident. Men hvor stor forskel gjorde den 44. præsident reelt, nu vi står ved afslutningen på hans to præsidentperioder?

Jørn Brøndal, der er lektor på Center for Amerikanske Studier på SDU, har for ganske nylig udgivet bogen ”Det sorte USA”, hvor han ser på den sorte befolknings rolle og vilkår i det amerikanske samfund fra Uafhængighedserklæringen til netop Obama. Han fortæller, hvordan Obamas præsidentperiode nok vil huskes som vigtig historisk, men samtidig mest af alt som symbolsk.

- Det, at Obama blev valgt som USA's første sorte præsident, det var noget, det virkelig symbolsk set betød noget for rigtig mange amerikanere. Der var den her begejstring og følelsen af, at der skete noget virkelig stort i amerikansk historie. Nu ville der komme nye boller på suppen.

Låst af en splittet kongres

Virkeligheden har dog været, at Obama blev præsident i et USA, der langt hen ad vejen er låst fast politisk blandt andet på grund af en splittet kongres.

Selvom Obamacare blev en realitet og har gjort en stor forskel for mange fattige amerikanere, er der langt mellem de store politiske sejre i perioden.

Så uroen ulmer stadig i den sorte befolkning, og under Obama har der været nogle episoder relateret til race, hvor blandt andet ubevæbnede sorte er blevet skudt af hvide betjente. Disse episoder har skabt had, oprør og store protester blandt den sorte befolkning.

- De her hændelser har sat det lidt på spidsen, om vi nu egentlig har fået noget ud af, at præsidenten var sort? Man kan måske godt sige, at uroen også handler om skuffede og uindfriede forventninger til en sort præsident. For der er alligevel ikke sket den store forandring i ghettoen og for den fjerdedel af den sorte befolkning, der lever under fattigdomsgrænsen, siger Jørn Brøndal.

Store forandringer på trods

Han forklarer, hvordan spændingsforholdet mellem idealerne om frihed, lighed og retten til at stræbe efter lykke, der har hængt på den amerikanske himmel siden grundlæggelsen af nationen, og den racemæssige virkelighed ofte giver problemer.

- Obama har dog hver gang, der har været episoder som disse været ude og udvise sympati for den sorte befolkningsgruppe. Det har været utrolig vigtigt på det symbolske plan.

- Han dukkede for eksempel op og sang ”Amazing Grace” til begravelsen af den sorte præst Clementa Pinckney, der sidste år sammen med otte medlemmer af menigheden i en kirke i South Carolina blev skudt af en gal mand.

Jørn Brøndal forklarer samtidig, at Obamas rolle som de sortes præsident i svære tider sammenholdt med både indsættelsen af de første sorte justitsministre i amerikansk historie og arbejdet for at forbedre forholdet mellem politi og borgere, gør, at hans eftermæle ikke kun bliver ord og tomme løfter.

Skyggen af undertrykkelse

- Man kan ikke sige, at Obama ikke har gjort noget. Der er sket store forandringer, når man tager amerikanernes problematiske historie med slaveri og undertrykkelse i betragtning.

- Det handler jo ikke bare om, at nogle kortvarigt bliver sure på hinanden, og der opstår en konflikt. Det er meget mere end det. Det handler jo om, at der er en befolkningsgruppe, der stadig lever i skyggen af tidligere tiders undertrykkelse.

Om ganske få dage skal der så vælges en ny præsident, og selvom ingen kan spå om resultatet, er der alligevel nogle ting, der ligger helt fast, understreger Jørn Brøndal.

- Det vi kan sige med usvigelig sikkerhed er, at næsten alle sorte vælgere stemmer på Hillary Clinton. Hvis vi ser på samtlige valg siden 1976, hvor amerikanerne begyndte at lave exit polls, har sorte amerikanere hver eneste gang peget på en demokrat.

Forlængelse eller nederlag

- Bill Clinton var meget populær blandt den sorte befolkning og blev af den Nobelprisvindende forfatterinde Toni Morrison kaldt ”den første sorte præsident”. Den popularitet smitter af på Hillary Clinton, og der er intet der tyder på et godt valg hos de sorte for Trump.

Jørn Brøndal peger på, at når Trump appellerer til sorte vælgere, er det ikke for at få dem til at stemme på sig – det er for ikke at virke for racistisk over for de hvide universitetsuddannede kvinder, der normalt stemmer republikansk, men bestemt ikke er fans af Trump.

- Det sorte USA forventer meget mere af Clinton end Trump – men spørgsmålet er, hvor store forandringer, vi reelt får, når kongressen er så splittet.

- Hillary Clinton betragtes som en forlængelse af Obamas præsidentperiode, mens et valg af Trump, der har appelleret til den hvide vælgerbefolkning på bekostning af især latinoer, muslimer og uden ret meget opbakning til den sorte befolkning vil opfattes som et nederlag, et såkaldt backlash.