Skip to main content
DA / EN

Dårlig kommunikation skyld i manglende hjemmebesøg

To tredjedele af de svage ældre patienter, der udskrives fra hospitalet, får ikke opfølgende besøg i hjemmet af en sygeplejerske og en praktiserende læge. Det skyldes ofte en brist i kommunikationen mellem sygehuse og kommuner

Kommunikationsfejl er ofte årsagen til, at svage ældre patienter ikke får opfølgende hjemmebesøg.

Det viser en ny rapport fra Statens Institut for Folkesundhed, SDU.

Ifølge rapporten får to tredjedele af de svage ældre patienter, der udskrives fra hospitalet, ikke et opfølgende besøg i hjemmet af en sygeplejerske og en praktiserende læge.

Ifølge ordningen om opfølgende hjemmebesøg skal en sygeplejerske og en praktiserende læge en uge efter udskrivelsen hjem til de ældre, der vurderes at have brug for det. Lægen skal blandt andet tjekke helbredet og lægge en plan for medicin, sygepleje og genoptræning, hvilket skal sikre, at skrøbelige ældre over 78 år ikke ryger tilbage i hospitalssengen igen.

Men i flere tilfælde får de svage ældre altså ikke hjemmebesøg, hvilket ifølge rapporten fra Statens Institut for Folkesundhed ofte skyldes et hul i den strøm af informationer, der er mellem sygehuse og kommuner.

Modtager ikke henvisninger

Rapporten viser blandt andet, at der sker fejl i informationsstrømmen omkring henvisningerne.

- Det skyldes eksempelvis, at hospitalerne af uvisse årsager ikke altid får skrevet henvisningen ind i de elektroniske patientjournaler, hvilket så betyder, at kommunerne aldrig modtager oplysningerne og dermed heller ikke kan sende en praktiserende læge ud til patienten, siger overlæge og forsker ved Statens Institut for Folkesundhed, Ann-Dorthe Zwisler, der har været med til at lave rapporten.

Hun peger på, at Region Sjællands 17 kommuner - hvor undersøgelsen er foretaget - modtog henvisninger på 67 procent af de patienter, som sygehusene havde henvist til opfølgende hjemmebesøg.

Læs mere.

Redaktionen afsluttet: 16.09.2015