Hvor langt skal man gå for at give alle en uddannelse?

Hvis man stikker hovedet ind i en tilfældig undervisningstime på HF-niveau på et af landets voksenuddannelsescentre  (VUC) vil man højst sandsynligt se elever, der sidder med blokke, kuglepenne eller en computer foran sig og tager notater. Går man længere ned ad gangen til en klasse med ’Almen Voksenuddannelse’, der svarer til folkeskolens afgangsklasse, mangler der måske et par kursister, som er gået ud for at ryge midt i timen. Andre sidder og snakker med sidemanden om noget, der ikke vedrører undervisningen. Og flere har ikke et penalhus med. 

- Vi kan se, at man på VUC’erne går langt - og til tider rigtig langt – for at imødekomme og rumme stort set alle kursisters forskellige måder at forholde sig til uddannelse på. Det betyder, at normer for, hvad det vil sige at gå i skole kan være svære at få øje på, da ”alt” umiddelbart synes tilladt eller accepteret, blot det ender med gennemførelse, siger Dion Rüsselbæk Hansen, lektor Institut for Kulturvidenskaber.

Kan man være for rummelig?

Det kan være, at skolerne stiltiende accepterer, at ikke alle kursister er klar over det uddannelsesmæssige spil, fordi man håber, at de bliver det undervejs. Det kan også være, at en del kursister ikke finder det meningsfuldt at deltage, hvilke man også håber på ændrer sig. Set udefra kan det imidlertid være svært at se, hvor grænserne går for, hvad kursisterne kan eller ikke-kan tillade sig.

- Man fristes til at sige, at man skal lede ganske længe efter de normer, der gør sig gældende på VUC. Spørgsmålet er, om man simpelthen kan være for rummelig og tage så store hensyn til individet, at det går udover kollektivet? Noget tyder på det, siger Dion Rüsselbæk Hansen.

Han er sammen med kollegaen lektor Lars Frode Frederiksen gået i gang med et forskningsprojekt, der over et år skal identificere de udfordringer, lærerne står over for på VUC. Tre VUC’er, et fra Jylland og to fra Sjælland, deltager i projektet.

Straf/belønning virker ikke på alle

En stor del af de kursister, der tager den Almene Voksenuddannelse, har dårlige erfaringer med deres tidligere skolegang, kommer fra en anden uddannelseskultur eller er mere eller mindre frivilligt placeret der, f.eks. af kommunen. Det betyder, at nogle af dem  udviser modstand mod uddannelsestvangen, bl.a. ved at blive væk. 

- På VUC benytter man sig af et såkaldt straf/belønningssystem, der ligger til grund for deres tilstedeværelse. Hvis kursisterne ikke møder op, kan de bl.a. miste deres SU, siger Dion Rüsselbæk Hansen.

Det virker langtfra på alle, og måske skal løsningen findes et helt andet sted, nemlig i undervisningen. 

Dion Rüsselbæk Hansen mener, at der er en tendens til, at skolerne går meget langt – måske endda for langt – for at fastholde kursisterne. Det betyder, at lærerne skal gå på kompromis med deres lærergerning. En del lærere udviser tegn på afmagt, eftersom der kræves mangt og meget før, der overhovedet kan undervises.

- Mange lærere finder det svært og grænseoverskridende, at de skal klare de terapeutiske og socialpædagogiske opgaver, der i tiltagende grad er blevet en del af hverdagen på VUC. Man fristes at spørge, om det stadigvæk er lærernes primære opgave at uddanne og undervise, eller om opgaven snarere handler om gennemførelse og frafaldsbekæmpelse, siger Dion Rüsselbæk Hansen

Slut med grænseløshed?

Forskerne vil undersøge, om det giver mening at tænke uddannelse på samme måde over hele linjen. Måske er det slet ikke løsningen at uddanne denne gruppe kursister på den traditionelle måde med ét klasseværelse, én lærer, en stor klasse og tavleundervisning.

Omvendt er spørgsmålet, hvad der sker, hvis man begynder at uddanne kursisterne på en anderledes måde. Vil man kunne hjælpe dem videre, eller vil man – ganske imod intentionen – bidrage til at fastholde dem, hvor de er, dvs. som nogle, der skal tages særhensyn til, nogle der ikke kan klare det på ”normal” vis?