Skip to main content
DA / EN

Forskere bringer ilten tilbage til død fjord

Flere af verdens farvande er ramt af alvorlig iltmangel. Et dansk-svensk forskerhold har nu fundet svar på, hvordan man kan bringe ilten og dermed livet tilbage - ved rå pumpekraft

ltmangel er et stort problem i mange af verdens farvande. Herhjemme har blandt andet Østersøen lidt af iltmangel de sidste 100 år på grund af stigende vandtemperaturer og udledninger af kvælstof fra landbruget.

At få ilten og dermed livet tilbage i Østersøen er en kæmpe opgave, og at gøre Østersøen i stand til selv at bevare et sundt iltindhold er om muligt endnu større. Men måske kan det lade sig gøre – i hvert fald hvis man skal dømme efter et pilotprojekt i en svensk fjord, der minder om Østersøen.

Pilotprojektet blev foretaget af et dansk-svensk forskerhold i perioden 2010-13 ved Byfjord, der lider af langvarig iltmangel på dybt vand.

Lad pumper gøre arbejdet

- Nogle svenske kolleger fik den idé at forsøge at pumpe iltholdigt vand ind i fjorden og så se, om det kunne bringe ilt nok tilbage til fjorden. Mens pumperne arbejdede, kunne vi se, hvordan nogle bakterier forsvandt, og andre vendte tilbage til fjordvandet, så vi kan konstatere, at det lykkedes, fortæller postdoc Michael Forth og lektor Alexander Treusch fra Nordisk Center for Jordens Udvikling på Syddansk Universitet.

I det iltfattige bundvand havde der, inden pumperne startede, blandt andet levet såkaldte SUP05-bakterier, der ånder nitrat i stedet for ilt. SUP05 og lignende bakterier transformerer stoffer som svovl, kulstof og kvælstof i så store mængder, at det helt kan ændre et havs kemiske sammensætning og bidrage til klimaforandringer. Mens SUP05-bakterierne forsvandt, vendte de ilt-elskende SAR11-bakterier tilbage til det dybe vand. De havde ellers kun levet i fjordens overfladevand.

Forskerne ved selvsagt ikke, om fjordvandets iltindhold vil begynde at falde igen, nu hvor pumperne er holdt op, men indtil videre er der ingen tegn på, at det sker.

- Det ser ud, som om fjorden ”kun” skal have lejlighedsvis hjælp til at genoprette iltbalancen, og at den så selv klarer at bevare balancen i længere tid, siger forskerne.

Forskningsresultatet er offentliggjort i tidsskriftet ISME Journal. Læs mere.

Billedtekst: Forskere nedsænker måleudstyr for at registrere den mikrobielle aktivitet i Byfjord/pumpens placering i Byfjord. Credit: Alexander Treusch.

Redaktionen afsluttet: 23.02.2015