Skip to main content
DA / EN

Tyske studerende har kig på SDU

Over 500 har søgt om at komme til Study Try Out Day i Sønderborg. 180 er valgt ud, og de krydser grænsen den 28. februar

Hvordan er det at studere på Syddansk Universitet i Sønderborg?

Det får 180 unge tyskere mulighed for at afprøve fredag den 28. februar, hvor de deltager i Study Try Out Day på Danmarks sydligste campus.

De 180 er valgt ud blandt flere end 500 unge, som har søgt om at opleve en gratis studiedag på den anden side af den dansk-tyske grænse. Og erfaringer fra tidligere år viser, at flere af dem vender tilbage for at tage en bachelor- eller kandidatuddannelse på SDU i Sønderborg, som har Danmarks mest internationale studiemiljø.

Tæt dialog mellem studerende og undervisere

Busser vil på dagen transportere deltagerne fra Hamborg og andre nordtyske byer til Sønderborg, hvor undervisere og et intro-team, der består af internationale SDU-studerende, vil byde på både faglige og sociale oplevelser.

Programmet starter med en præsentation af de uddannelser, som SDU tilbyder, og derefter får de unge gennem workshops og foredrag mulighed for at snuse til en undervisningsform, der er baseret på teamwork. Den tætte dialog mellem studerende og undervisere er netop et af de særkender, som SDU-studerende fra udlandet fremhæver. Også den virksomhedsbaserede undervisning, der f.eks. giver mulighed for at skrive speciale i tæt samspil med en virksomhed, tiltrækker mange studerende.

Dagen sluttes af med middag og en tur rundt i Sønderborg sammen med studerende fra SDU.

Internationalt orienterede med nyttige netværk

- Studerende, der færdes i et læringsmiljø med mange nationaliteter, bliver gode til at orientere sig internationalt og de skaber nyttige netværk, som senere i livet kan komme både dem og deres fremtidige arbejdsgivere til gode. Derfor lægger vi stor vægt på også at tiltrække og udvikle talenter fra udlandet, siger SDU’s nye rektor Henrik Dam, som besøger årets arrangement.

Det er fjerde gang, at SDU holder Study Try Out Day, og det har hver gang været en ubetinget succes. Sidste år søgte 300 unge tyskere om at være med – og i år har interessen været endnu større, samtidig er enkelte unge fra andre europæiske lande blevet opmærksomme på muligheden og har søgt om at deltage.

Redaktionen afsluttet: 26.02.2014