Forskning i børns krisereaktioner har hidtil været begrænset. Diagnosen posttraumatisk stress er ikke tilpasset børns udtryksform, da den kræver, at den kriseramte selv kan beskrive sine symptomer. De senere år har en række forskere dog sat fokus på udviklingen af vurderingsredskaber, som i højere grad beror på symptomer, der er observérbare for forældre og professionelle. Videnscenter for Psykotraumatologi har ligeledes udviklet et redskab til børn ned til 6 år, som via tegneserieagtige billeder gør det muligt for børnene at give udtryk for deres symptomer.
Nedenfor kan du læse om normale krisereaktioner hos skolebørn (7-12 år)
Reaktionerne afhænger af barnets alder, udviklingstrin og den traumatiske hændelse - der kan derfor forekomme reaktioner, som ikke er nævnt i nedenstående oversigt, ligesom barnet ikke nødvendigvis har alle reaktionerne. Der er lagt vægt på reaktioner, som kan observeres af forældre og andre voksne, som er tæt på barnet.
Almindelige reaktioner
Angst for adskillelse – i tiden efter hændelsen kan barnet være angst for at blive adskilt fra sine forældre. Det har brug for deres beskyttelse, hvis der nu skulle ske noget. Formentlig værger det sig også mod at genopleve den forfærdelig følelse af fortabthed, som den traumatiske hændelse udløste. Barnet kan i en periode protestere mod at komme i skole.
Opfører sig uselvstændigt
Når børn føler sig hjælpeløse, kede af det og utrygge, reagerer de ofte ved at opføre sig som om de er yngre for derved at bede om forældrenes omsorg; genoptager barnet adfærd, som de ellers var vokset fra, er det altså et tegn på at de har ekstra brug for omsorg og nærhed. Barnet, som måske lige var begyndt at cykle selv til skole, vil f.eks. pludselig have at far cykler med. Måske insisterer barnet på at mor skal sidde ved dets side indtil han eller hun er faldet i søvn. Andre begynder at tisse i sengen.
Humørsvingninger
Børn er gode til at ’holde fri’ fra smerten og lege som de plejer, men jo ældre de er, desto større er risikoen for at de pludselig føler sig skyldige over at have det sjovt. Lidt ældre børn kan altså godt blive kede af det, fordi de et øjeblik havde glemt alt om hændelsen. Barnet bliver let frustreret eller irritabel og der kan komme nogle voldsomme vredesudbrud. Det er derfor ikke ualmindeligt, at der i en periode kan være mange konflikter og at barnet f.eks. kommer hjem og fortæller, at det ikke længere gider lege med sine kammerater.
Leg
Barnets leg eller tegninger kan i en periode være præget af hændelsen; typisk vil barnet dramatisere nogle bestemer scener eller bliver optaget af leg med død og ulykke som tema. Det er helt normalt og barnets måde at bearbejde oplevelsen på.
Problemer i skolen
Forstyrrende tanker og billeder kan gøre det svært for barnet at koncentrere sig i skolen. Hukommelsesproblemer, træthed og distræt opførsel er også almindelige reaktioner.
Tilbagetrukket
Nogle børn trækker sig ind i sig selv og virke fjerne, bliver fåmælte, deprimerede eller følelsesmæssigt flade. Barnet kan også miste interessen for de aktiviteter han eller hun plejer at nyde. Reaktionen kan være et udtryk for at barnet sørger, men det kan også være et forsvar mod at mærke den følelsesmæssige smerte.
Ensomhed
Nogle børn kan føle sig anderledes og fremmede over for sine kammeraters sorgløse tilværelse. Især, hvis klassekammeraterne går på listefødder og ikke tør spørge til, hvad der er sket. Det kan være meget ensomt og barnet kan blive isoleret.
Bekymringer
Barnet kan begynde at bekymre sig om ting, som børn normalt ikke skænker mange tanker. Bekymringerne kan komme til udtryk på mange måder; barnet stiller måske nogle direkte spørgsmål om døden, taler det meget om alle mulige former for ulykker, der kan ske, når far f.eks. kører på arbejde eller det begynder at bekymre sig om ting, det har set i tv-avisen. Bekymringerne kan også komme mere indirekte til udtryk gennem f.eks. overbeskyttende adfærd over for små søskende eller separationsangst.
Fysiske klager
Mange børns angst og bekymringer udvikler sig til ondt i maven eller hovedpine. Det kan altså være et tegn på, at barnet har en masse svære følelser og tanker, som føles som ’en knude’ i maven eller sætter sig som spændinger i nakken. Smerter og seperationsangst kan gøre, at barnet nægter at tage i skole.
Søvnproblemer
Søvnproblemer er meget almindelige i tiden efter en traumatisk hændelse. Barnet har et stort behov for tryghed og det at skulle sove alene kan være meget angstprovokerende. Tanker og scener fra hændelsen begynder måske at dukke op, når det ligger i halvmørket. Mareridt er også almindelige.
OBS: Vær særligt opmærksom, hvis du har en datter, da piger ofte har flere posttraumatiske stress-symptomer end drenge. Piger som bliver indesluttede, triste og fåmælte, ikke er lige så synlige som de drenge, der bliver udadreagerende og aggressive – men de har det lige så svært.
Hvordan kan jeg hjælpe mit barn?
- Sørg for at skabe nogle stille stunder, hvor du er nærværende – det giver barnet mulighed for at tale om hændelsen og stille nogle af de spørgsmål, der fylder. Føler barnet sig overset, holder det sine tanker for sig selv.
- Tal om hændelsen igen og igen. Hjælp dit barn med at få styr på hændelsesforløbet og sætte ord på sine følelser. Besvar dets spørgsmål så ærligt som muligt, men beskyt det mod de blodige og uhyggelige detaljer.
- Vær særligt opmærksom på om barnet genoplever hændelsen som en indre film, der jævnligt kører. Hjælp barnet til at udtrykke disse plagsomme scener gennem tegning, leg og samtale.
- Vær også opmærksom på om barnet går og bærer rundt på skyldfølelser eller ’voksne bekymringer’ som klimaforandringer eller dårlig økonomi. Hjælp barnet med at forstå, at det ikke har ansvaret for disse ting og at det kan være tryg ved, at de voksne tager sig af det. Gentag disse forsikringer mange gange. Hold godt øje med, hvad barnet ser i fjernsynet, skærm det mod tv-avisen og uhyggelige film.
- Skab hyggestunder, så barnet kan mærke at livet er godt igen. Lad barnet sidde og putte hos dig, hvis det har lyst.
- Kriseramte børn er ofte meget bange for, at der vil ske noget med deres forældre eller søskende. Vær punktlig, overhold aftaler og giv barnet eller læreren besked, hvis du er forsinket.
- Vær tålmodig og slæk på kravene, hvis dit barn har mange humørsvingninger.
- Det kan også være gavnligt at tale med barnet om, hvad man kan gøre for at forhindre at nye ulykker sker og f.eks. lade barnet hjælpe med at opsætte røgalarmer i huset eller lignende fornuftige tiltag.
- Tal med lærerne om, hvordan dit barn trives i skolen og samarbejd med skolen om at løse eventuelle problemer.
- Søg råd hos kommunens Psykologiske Pædagogiske Rådgivning (PPR).
Hjælp barnet gennem langsom tilvænning – børn, der bliver panisk angste for noget der minder dem om hændelsen, skal have hjælp til at overvinde angsten. Det gøres med små skridt ad gangen gennem langsomt tilvænning. Hav gerne barnet i hånden, når I langsomt nærmer jer ’det farlige’. Respekter barnets grænser, men lad vær med helt at undgå det, der fremkalder angst. Optræd roligt for at signalere over for barnet, at der ikke længere er fare på færde. En psykolog kan hjælpe med nogle velegnede øvelser.
Søg hjælp hvis:
Søg hjælp, hvis dit barn igennem længere tid:
- Ikke vender tilbage til sit gamle jeg, men opfører sig atypisk.
- Virker trist, fjern, uinteresseret i at lege, er tavst og svært at få til at smile
- Har mange konflikter med forældre, lærere eller kammerater.
- Opfører sig aggressivt og har voldsomme vredesudbrud.
- Har svært ved at koncentrere sig i skolen.
- Er ængsteligt og hæmmet.
- Er alvorligt og bekymret.
- Har mareridt og søvnproblemer
Det er vigtigt at lytte til sin mavefornemmelse, hvis man føler at barnet mistrives.
OBS: Er dit barn blevet ældre end 12 år? Se næste alderstrin her.
Udarbejdet med inspiration fra:
- Red Barnet
- U.S. Department of State - Children´s Reaction to Trauma.
- New Yourk State Education Department - Crisis Counseling Guide
- National Organisation for Victim Assistance - Reactions of Children and Adolescents to Trauma.
- Center for Traume- og Torturoverlevere Region Syddanmark