Skip to main content
DA / EN

fishSAFE2025 Bangladesh

Baggrund

Fiskeri beskæftiger og brødføder et stort antal mennesker - ikke mindst i kystsamfundene i udviklingslandene. FN’s Fødevare- og Landbrugsorganisation (FAO) estimerer, at fiskeri direkte eller indirekte støtter omkring 820 millioner mennesker. Beskæftigelsen inden for fiskerisektoren er vokset hurtigere end verdens befolkning og hurtigere end beskæftigelsen inden for traditionelt landbrug, som skønnes at have 60 millioner beskæftigede.

Mens fiskeriets positive bidrag til verdensøkonomien er velkendt, så er de menneskelige omkostninger ved fiskeriet knap så kendt. Det er bredt dokumenteret, at fiskeri er blandt nogle af de farligste erhverv. I 2017 udgav Lloyds Register Foundation rapporten 'the Insight Report on Global Safety Challenges'. Den viste uacceptabelt høje skades- og dødelighedsrater inden for den kommercielle fiskeindustri. Estimater viste, at 24.000 fiskere mister livet hvert år, og at de fleste af disse tab finder sted i udviklingslandene.
Som en reaktion på disse forhold har FISH Safety Foundation, New Zealand indgået et samarbejde med Center for Maritim Sundhed og Samfund (CMSS), Syddansk Universitet (SDU) og Patuakhali University, Bangladesh for at foreslå et strukturelt hjælpeprogram til at højne sikkerhedsstandarder og praksis i Syd- og Sydøstasien. Planen er at starte i Bangladesh og derefter udvide programmet til Filippinerne og Indonesien i de kommende år.

Formål

Målet er at forbedre sikkerhedskulturen og -bevidstheden ved aktivt at engagere sig i at uddanne og styrke fiskeriorganisationer, lokalsamfund og enkeltpersoner for målbart at højne deres sikkerhedsstandarder, praksis og resultater.

Metode

Udarbejdelse af praktisk uddannelsesmateriale i sikkerhedsspørgsmål, der er målrettet lokalsamfundenes behov. Materialet vil blive brugt til at uddanne et antal undervisere, som bagefter oplærer de deltagende fiskere.
a) En offentlighedskampagne skal informere om sikker praksis og vigtigheden/betydningen af sikkerhed.
b) 'Re-fish' opfordrer globale interessenter i fiskeriet til at 're-cycle'/donere deres sikkerhedsudstyr til lokalsamfundene.

Forventede resultater

Ændringen af sikkerhedskultur og praksis vil blive målt i forhold til udgangspunktet (benchmark) med en forventet reduktion inden december 2025 på 20% i skibstab og 25% i besætningsdødsfald, alvorlige kvæstelser og dårligt helbred.

Projektgruppe

Adm. direktør Eric Holliday, FISH Safety Foundation New Zealand, projektleder for fishSAFE2025 Bangladesh
Seniorforsker Despena Andrioti Bygvraa, ph.d., Center for Maritim Sundhed og Samfund, SDU
Seniorforsker Olaf Chresten Jensen, Center for Maritim Sundhed og Samfund, SDU
Lektor Sazedul Hoque, ph.d., Dept. of Fisheries Technology, Faculty of Fisheries, Patuakhali Science and Technology University, Bangladesh
Lektor emeritus Kate Pike, ph.d., Solent University, Southampton, UK, direktør for Field-Research Ltd.

Tidsplan og økonomi

Projektet løber fra oktober 2019 – december 2020 og er medfinansieret af Lloyd’s Register Foundation.

Sidst opdateret: 10.02.2023