Skip to main content
DA / EN

Digitale platforme og social innovation Af: Lydia Ottlewski, Institut for Virksomhedsledelse, SDU

I løbet af de sidste ti år har vi oplevet en digital udvikling, som ’platformiserer’ næsten alle sektorer og sfærer af vores liv. De digitale platforme er i dag så dybt indlejrede i vores dagligdag, at mange forbrugsvalg, praksisser og livsstilsudtryk bliver formet af algoritmestyrede strukturer på platforme som Google, Apple, Facebook, Amazon eller Microsoft.

I industrisektoren har de digitale platforme disrupted økonomi, forretningsmodeller, kommunikationskanaler, jobkategorier og arbejdsmarkeder i en grad, som ikke er set siden den industrielle revolution. Teknologisk innovation og øget online forbundethed får flere og flere virksomheder til at eksperimentere med digitale platforme og åbne for nye måder at drive forretning på ved at forbinde forskellige markedsaktører.

Forskningen fokuserer primært på de ledelsesmæssige aspekter af ’platformiseringen’ som fx funktionalitet, formål, værdiskabelse, økosystemer, internationaliseringsstrategier, management og konsekvenserne for marketing og branding. Kun ganske få studier beskæftiger sig med kritiske vinkler på platforme og overvågningskapitalisme, misbrug og manipulation. På det politiske niveau er man til gengæld meget optaget af at lovgive omkring platformene og beskytte borgeren/forbrugeren – ikke mindst børnene. Her rummer platformiseringen mange lovgivningsmæssige udfordringer, som endnu ikke har fundet svar – især i relation til ansvar, troværdighed, compliance, konkurrence og forpligtelser.

 

Læs artiklen Kronik digitale platforme

Sidst opdateret: 19.07.2022