Ønsker vi at forstå aldring bedre, kan vi finde nyttig viden i litteraturen. For analyser af de fiktive karakterer kan fortælle om, hvordan alderdom og livets afslutning opfattes og hvordan det kan føles.
Hvilken indflydelse har det kulturelt, at vi lever længere og længere med et relativt godt helbred - selvom livet dog er ’endeligt’?
Litterær gerontologi og gerontologisk litteratur
Vi fokuserer på den omfattende skandinavisk og engelsksproget litteratur om aldring og de sidste leveår, der er blevet udgivet efter 1990, og spørger:
- Hvordan fremstilles figurernes helbredstilstand i litteraturen? Er sygdom og helbred fremhævet eller hvordan forholder disse to emner sig til hinanden?
- Hvilke former for behandling forestiller man sig i denne litteratur (inklusive eventuel mangel på behandling)?
- Hvilke former for trivsel fremstilles og mangler disse i den medicinske praksis og i tænkningen omkring public health?
Disse tre grupper af spørgsmål vil give svar, der kan nuancere og berige vor forståelse af livets sidste år og bidrage til forskningen i brugen af litteratur i relation til gerontologisk litteratur og humanistisk medicin – og give ny viden til medicinsk praksis og initiativer indenfor folkesundhed.
Den litterære patient
Vi fokuserer på forskellige lidelser, som ældre og særligt skrøbelige karakterer lider af: kognitive problemer, problemer med at orientere sig, frustreret/ny seksualitet, ensomhed og depression, livsstilssygdomme og -ændringer. Samt aldersrelaterede handicaps specielt mht. kroppens funktioner: hørelse, syn og mobilitet.
Men også deres modstandskraft. Hvordan de som individer behandler og forholder sig til deres egne aldersrelaterede problemer og med deres trivsel, før under og efter, at de har søgt professionel hjælp.
- Hvordan er demens repræsenteret i litteraturen? Hvad kan læseren lære af den subjektive forestilling om, hvordan demens opleves ved at fordybe sig i den fiktion, der forsøger at tackle de specifikke problemer ved at tale på vegne af den patient, der bliver mindre og mindre i stand til at tale for sig selv?
- Hvilke tanker, følelser og bekymringer om livets sidste år tilskriver forfatterne de ikke-demente patienter i litteraturen? Svarer dette til det billede som læger og plejepersonale har?
- Hvilken kulturel funktion må vi antage at den voksende mængde af fiktion om de sidste leveår har og hvordan gør den det? Hvordan påvirker det den almindelige forestilling?