Skip to main content
Syddansk Universitet Business School
Iværksætter

På SDU kan drømme blive til egen virksomhed

22-årige Johan Heidtmann læser HA - Entreprenørskab og innovation på SDU Business School, hvor han kombinerer studiet med opstart af sin egen virksomhed. Hvad der begyndte som en god idé er blevet til virksomheden Jagt og Udeliv, der har omsat for mere end 100.000 kroner.

Af Asta Holst Bach

- Hvis I kunne lave noget, som I virkelig brænder for, hvad skulle det så være?

Sådan husker Johan Heidtmann, at en underviser spurgte ham og hans medstuderende. De var samlet i det gamle pakhus ved havnefronten i Kolding, der danner rammen om Startup Station.

På Startup Station kan studerende på entreprenørskab- og innovationslinjen få vejledning og inspiration af forretningsudviklere fra SDU. De unge iværksættere får også tid til at sparre med hinanden, imens de arbejder på at omsætte deres ideer til rigtige virksomheder.

Fra interesse til forretning

Hvad kunne du tænke dig at arbejde med, hvis du selv kunne vælge? Spørgsmålet fik Johan Heidtmann til at tænke på sin helt store interesse gennem mange år; jagt.

- Jeg havde lige selv været ude skaffe vildtkameraer. De var virkelig dyre, og det var besværligt at sætte kameraerne op, husker han.

Idéen til internetbutikken Jagt og Udeliv, som forhandler vildtkameraer til jagt, begyndte for alvor at tage form, da Johan Heidtmann skulle gennemføre en markedsundersøgelse i forbindelse med studiet.

Johan Heidtmann

Fandt et hul i markedet

I markedsundersøgelsen kortlagde Johan Heidtmann, hvem der typisk køber vildtkameraer.

Han fandt frem til, at kerneforbrugeren er midaldrende mænd, som går på jagt i deres fritid, men ikke har de store tekniske færdigheder. Her fik han øje på en forretningsmulighed, et såkaldt hul i markedet.

Kerneforbrugeren af vildtkameraerne mangler den tekniske kunnen, det kræver at samle og montere dem. Og den udfordring besluttede Johan Heidtmann sig for at løse med sin virksomhed.

I samarbejde med en kammerat begyndte han derfor at videreudvikle på ideen om at skabe en internetside med salg af vildtkameraer. Der var hjælp at hente hos forretningsudviklerne på Startup Station, og i samarbejde med dem lagde Johan Heidtmann en forretningsplan og intensiverede markedsføringen af sin virksomhed.

Alt sammen medvirkende til, at den unge iværksætter snart kunne se sin ide blive til virkelighed.

Succesen findes i processen

Mette Søgaard Nielsen er lektor på SDU og underviser på entreprenørskab- og innovationslinjen.

- Med uddannelsen vil vi gerne skabe et rum, hvor de studerende kan arbejde og eksperimentere med deres egen virksomhed, samtidig med at vi kan give dem teori og værktøjer med på vejen, fortæller hun.

Målet med uddannelsen er dog ikke nødvendigvis, at de studerende skal stå med deres egen virksomhed, når de afslutter studiet.

- Det er ikke et succeskriterie for os, at de studerende fortsætter med deres startups bagefter. For os er det centrale den læring, de opnår undervejs. Succesen er i virkeligheden processen. Vælger de så senere i livet at starte egen virksomhed igen, vil deres tidlige erfaring være en klar fordel for dem.

Netop processen og den praktiske erfaring med iværksætteri giver også de studerende en fordel, når de skal søge job.

- Vi kan se, at virksomhederne synes, vores studerende er meget selvstændige og dynamiske, fortæller Mette Søgaard Nielsen.

- Under uddannelsen og i den proces det er at starte sin egen virksomhed, har de lært, at hvis nogen skal drive det, så er det dem selv.

At finde den bedste løsning

For Johan Heidtmann har den faglige ballast og vejledning, han får på sin uddannelse, været helt central i opstarten af virksomheden.

- Når man starter en virksomhed, er der en hulens masse praktik, der skal styr på. Det meste kan du læse dig til på nettet, men hvad er den bedste løsning? Jeg var ikke, hvor jeg er i dag med min virksomhed, hvis ikke studiet havde givet mig den teori og sparring, jeg havde brug for, mener han.

Men han understreger, at det kræver hårdt arbejde og motivation fra den enkelte studerende at lykkes med en startup:

- Underviserne holder øje med én og holder dig i ørerne. Men det er vigtigt at vide, at du kun driver det så langt, som du selv har lyst til, siger Johan Heidtmann.

Plads til begge dele

Johan Heidtmann startede Jagt og Udeliv op i april 2020 i samarbejde med sin ven. Og når han ser tilbage på processen, er han ikke i tvivl om, at HA-linjen entreprenørskab og innovation har gjort det muligt for ham at kombinere sin startupvirksomhed med en akademisk uddannelse.

- Universitetet giver mig et frirum, et rum at udvikle min egen virksomhed i. Fordi jeg kan gøre det som et led i min uddannelse.

Jagt og Udeliv har omsat for mere end 100.000 kroner, og den milepæl motiverer Johan Heidtmann til at videreudvikle på sin virksomhed. I fremtiden håber han på at kunne udvide sortimentet med mere udstyr til jagt.

HA - Entreprenørskab og innovation

På uddannelsen har studerende mulighed for at arbejde med opstart af egen virksomhed eller blive tilknyttet en eksisterende virksomhed. En dag om ugen fra 2.-5. semester er forelæsninger og undervisning byttet ud med vejledning i iværksætteri og tid til at arbejde på deres startup.

Læs mere her

Jagt og Udeliv

Se mere om Johans projekt med at starte egen virksomhed.

Klik her

Redaktionen afsluttet: 08.09.2021