Forskere efterlyser bedre data om ulighed

Meget tyder på, at uligheden er stigende i disse år. I et land som Kina vokser uligheden meget hurtigt, og dette mønster plejer vi at se, når lande udvikler sig, inden uligheden falder igen, når udviklingen når et bestemt punkt. Men det virker også til, at uligheden er begyndt at stige i vestlige lande som Danmark og USA, hvor den ellers har været faldende.

Det reelle problem er dog, at vi mangler en standardiseret metode til at måle ulighed i og på tværs af lande for at kunne dokumentere det.

De fleste opgørelser tager udgangspunkt i bruttonationalprodukt pr. indbygger. Sammenligner man Danmark og USA, så er USA i gennemsnittet rigere end Danmark, men tallene viser ikke, at der er mere lighed i Danmark end i USA, hvor mange er enten utroligt rige eller fattige. Derfor er det vigtigt, at man ser på mere end indkomst alene.

Det gælder f.eks. formueulighed. Der bliver ikke taget højde for, hvor stor en formue folk har, men formueulighed kan også give problemer i vestlige lande. Især boligmarkedet og stigende boligpriser betyder, at boligejere er bedre stillet end alle andre.

Når der ikke er en fælles måde at måle ulighed på, er det derfor svært at sammenligne uligheden imellem lande. I Danmark har vi registerdata og ved, hvad folk tjener, men i lande uden registerdata er det straks vanskeligere, for her bliver data bl.a. indsamlet gennem surveys og er ikke valide på samme måde. Ulighed har enormt stor bevågenhed, og et af FN’s verdensmål er at reducere ulighed. Men hvordan kan vi finde løsninger på og have en kvalificeret debat om at mindske uligheden, hvis vi ikke kender tingenes tilstand. Konsekvensen er, at der træffes politiske beslutninger på et forkert grundlag.

FN eller andre internationale institutioner bør tage initiativ til at oprette et standardiseret, internationalt system til at måle ulighed, som alle lande skal følge – ligesom det er tilfældet med BNP i dag.

Ideelt skal FN stå i spidsen for det, men en udfordring med så stor en organisation er, at der kan gå politik i den. For at vende tilbage til Kina er landet en vigtig spiller i FN og ikke nødvendigvis interesseret i at skulle rapportere, hvor stor ulighed landet har. Et oplagt sted at starte er på EU-niveau – f.eks. i regi af EU’s statistikorganisation Eurostat – som burde kunne lade sig gøre.

Derudover er det afgørende at have data, som går mange år tilbage. Hvis man ser på data for de seneste ti år, kan det skiftevis gå op og ned, men det siger ikke så meget om udviklingen. Dér skal man se på udviklingen over 50-100 år for at vurdere, hvordan det står til i dag.