De giver dig sjove kattevideoer på nettet ...

Det er bare lidt klik… se en sjov video, shoppe ny vinterfrakke, finde nyt job eller stalke ekskæresten på facebook.

Okay, der er vist også noget med, at nogen indsamler data om os, når vi bruger alle de gratis services og tjenester, som gør vores liv nemmere og sjovere – men hvad? Det går nok det hele.

Det gør det måske. Eller også er alle vi milliarder internet-ryttere med til at gøre en lille håndfuld techselskaber så ubegribeligt rige og magtfulde, at det bliver usundt for samfundet og den enkelte borger. Usundt i bedste fald. I værste fald skadeligt.

For vi er som små arbejdsmyrer, der hver især bærer en lille ubetydelig fyrrenål hjem til boet. I stedet for en fyrrenål afleverer vi en lille bid data, f.eks. om vores alder eller køn, eller hvor vi kørte hen i går.

Mange fyrrenåle giver en stor tue, og på samme måde giver mange data en stor virksomhed med stor indtjening og stor magt.

Hvordan det hænger sammen, og hvordan de store techgiganter forvalter denne magt, ved professor i datalogi, Peter Schneider-Kamp en del om. Og han er bekymret.

Hvis ingen andre har råd

Techgiganterne er ekstremt gode til at indsamle data om deres brugere. Ved hjælp af f.eks. kunstig intelligens og avancerede algoritmer bliver disse data forvandlet til værdifuld information for annoncører, og giganterne tjener mange af deres penge på annoncer og på at videresælge brugerdata.

– At indsamle data er i sig selv ikke svært – det kan alle i princippet gøre, og de er i sig selv ikke noget værd. Men techselskaberne har i praksis monopol på de teknologier og computerkræfter, der er nødvendige for at få værdi ud af dataene.

– Det koster nemlig rigtig mange penge at udvikle disse teknologier, og hvis ingen andre har råd til det samme udviklingsarbejde, risikerer verden at blive fuldstændig afhængig af giganternes teknologier og løsninger, siger Peter Schneider-Kamp.

F.eks. har Google tidligere på året præsenteret deres nye chatbot Meena, der er trænet til at kende 40 milliarder ord og dermed skal kunne fungere som en samtalepartner, der kan give fornuftige og menneskelignende svar på brugernes spørgsmål.

Bemærk ordet ”trænet”, for det er bl.a. den proces, der koster så mange penge, at hverken små og mellemstore virksomheder eller universiteter kan være med på lige fod: Det har kostet 1.500.000 dollars bare for den sidste justerende træning af Meena.

Bekymrende magtposition

Det er dog ikke den nye chatbot – eller et nyt socialt medie eller ny vejrservice eller trafik-app – der bekymrer Peter Schneider-Kamp. Hvem vil ikke gerne nyde godt af alle de applikationer og services, som moderne teknologi beriger os med?

Problemet er den magtposition, som monopolet sætter giganterne i. For hvis de er de eneste, der har råd til at udvikle nye teknologier, kan de tiltrække endnu flere brugere til deres tjenester, indsamle endnu flere data, udvikle endnu bedre teknologi, tiltrække endnu flere annoncører – og starte forfra igen.

Annoncer er der ikke nødvendigvis noget i vejen med. Heller ikke, når de målrettes den enkelte bruger. Hvem har ikke prøvet at blive bombarderet med annoncer for varme støvler, fordi vi har googlet efter nyt fodtøj til vinteren?

– Men techgiganterne placerer ikke bare annoncerne ved siden af dit feed. I stedet dukker de op øverst i dit feed, og producenters betalte indhold kan også blive rykket op i dit feed. Dermed får du et manipuleret feed, der ikke har som formål at vise dig det indhold, som er mest relevant for din søgning – i stedet får du det indhold, som er mest profitabelt for Google, eller som passer ind i Googles interesser, forklarer Peter Schneider-Kamp.

Intet redaktionelt ansvar

Når det drejer sig om vinterstøvler, skal samfundet og verdensordenen nok klare skærene, men hvad nu, når det drejer sig om politiske budskaber? Eller en falsk nyhed, som en eller anden har lagt op på en eller anden hjemmeside et eller andet sted i verden, og som ikke har undergået nogen verificering overhovedet, inden den bliver delt på f.eks. Facebook?

– Hvem skal bestemme, om man kan købe sig til en god placering på google-søgninger? Hvem skal forhindre, at indhold bliver tilbageholdt fra vores feed? spørger Peter Schneider-Kamp

Det er i dag kun selskaberne, der bestemmer det. De har intet redaktionelt ansvar for deres indhold og kan sælge annonceplads til hvem de vil, eller give plads til de politiske holdninger og overbevisninger, som de vil. Samtidig kan de også bortcensurere sider, som de ikke ønsker skal dukke op i dit feed.

Farligt for demokratiet

Meena og de andre digitale assistenter som Siri og Alexa forventes at blive mere og mere udbredt i løbet af de næste få år, og de kan i endnu større grad være med til at forme et menneskes informationsflow og dermed påvirke vores indkøb, livsstilsvalg og politiske holdninger.

– Mange mennesker bruger googlesøgninger, sociale medier og nu også snart digitale assistenter som kilde til information om, hvad der sker i verden. Ønsker vi, at nogle enkelte gigant-selskaber skal have så stor indflydelse på, hvilken information vi får? Det gør jeg ikke. De kan i princippet beslutte sig for at støtte eller bekæmpe en regering.  Det mener jeg er farligt for demokratiet, siger Peter Schneider-Kamp.

Han peger på, at ingen andre end techgiganterne har indsigt i, hvordan denne sortering, ranking og censurering foregår. Googles og Facebooks algoritmer ændrer sig hele tiden, og vi får kun den indsigt, som giganterne vil have, at vi får. Indflydelse får vi slet ikke.

Selv de mest restriktive stater har svært ved at kontrollere disse kanaler, men hvis monopolet skal brydes, skal der enten sættes ind med begrænsende lovgivning, eller også skal der skabes grobund for indsigt og reel konkurrence, så mindre virksomheder får en chance for at komme ind på markedet for videreudvikling af teknologierne.

– Man kan håbe, at det vil hjælpe at pålægge selskaberne nogle juridiske restriktioner – f.eks. et krav om redaktionelt ansvar. Men jeg tvivler; de har allerede nu for meget magt, og de har effektive lobbyister, mener Peter Schneider-Kamp, der samtidig pointerer, at indsigt i lovgivning og politik ligger uden for hans ekspertise som datalog.

Større transparens

Men en løsning skal findes, mener han. En mulighed kunne også være at indføre krav om transparens; altså at selskaberne tvinges til at dele de data og modeller, som er nødvendige for at kunne udvikle nye teknologier.

I øjeblikket kan der nogle gange købes adgang til noget af dette materiale hos giganterne, men det er til priser, som de færreste offentlige forskningsinstitutioner eller mindre virksomheder har råd til.

– Det er praktisk umuligt at udvikle disse modeller fra bunden i dag. De bygger på brugerdata, og de eneste, der kan indsamle data i den målestok, som er nødvendig, er techgiganterne. De er også de eneste, der har råd til at udvikle nye modeller og nye teknologier, fordi de tjener så styrtende mange penge på at sælge deres data til annoncører. Så det her bider sig selv i halen, og det monopol skal brydes, før vi kan få reel konkurrence, mener Peter Schneider-Kamp.

Gratis data under COVID-19

Det sker, at selskaberne stiller data og modeller til rådighed for offentligheden. Det er f.eks. sket i forbindelse med den globale COVID-19-krise, hvor både Google og Apple har frigivet data fra deres korttjenester om, hvordan brugerne bevæger sig; hvem kører på arbejde? Hvem bliver hjemme?

Disse data er værdifulde for epidemiologer og myndigheder, der arbejder med at begrænse smittespredning.

– Det er fint, at de data bliver stillet gratis til rådighed. Så får giganterne lidt goodwill. Men det ændrer ikke på det problematiske i, at det er dem, og ikke samfundet, der beslutter, om de data skal være tilgængelige for offentligheden, siger Peter Schneider-Kamp.

Betaling fra brugerne

En tredje løsning kunne være, at vi brugere begynder at betale for de services, som vi lige nu får gratis – hvis vi altså ikke regner det at afgive vores data for betaling.

– Mikrobetaling kunne finansiere tjenesterne, så der ikke er brug for at sælge data om brugerne videre. Det kunne f.eks. koste en øre at lave en google-søgning, og det kunne vi betale en gang om måneden via et abonnement. Man kunne også forestille sig et fast abonnement, der giver adgang til udvalgte apps – ligesom man køber adgang til en tv-pakke eller streamingtjeneste i dag.