Skip to main content
DA / EN

Ph.d.-kursus: Kollaborativ forskning og deltagende metodologier i uddannelsespraksisser

Tilgangen har rødder i aktionsforskning udviklet i det 20. århundrede, men får hele tiden nye knobskydninger og navne, som for eksempel Design-Based Research og participatorisk forskning. Udviklingen knytter sig til en både national og international ambition om at bedrive praksisrettet/-nær uddannelses- og skoleforskning med henblik på at skabe bæredygtig viden og forandring.

Men er det muligt? Hvad er de epistemologiske og metodologiske implikationer? Og hvordan kan man arbejde med kollaborativ forskning og deltagende metodologier i et ph.d.-projekt? Det er kursets grundspørgsmål.

Målet er at give indblik i forskellige typer af kollaborativ forskning – både historisk og aktuelt. På kurset vil det blive eksemplificeret og kritisk drøftet, hvordan vi mere konkret kan designe, metodologisk tænke og gennemføre kollaborativ forskning i uddannelsespraksisser.

Kurset forløber over 1-1 ½ dag (afhængig af deltagerantal) og indledes af en forelæsning og workshop med professor Jane Wilkinson, University of Melbourne, som har mangeårig erfaring med kollaborativ praksisorienteret uddannelses- og skoleforskning med et økosystemisk og participatorisk afsæt. Hun er blandt andet medforfatter til den internationalt indflydelsesrige bog Changing practices, changing education (sm. Kemmis m.fl., Springer, 2014). I sin seneste forskning har hun været optaget af hvordan skolesystemer (bedst) modtager og integrerer migranter.

Derudover vil der på kurset være rig mulighed for at præsentere sit ph.d.-projekt, få respons på det fra Wilkinson samt lederne af SDU's Center for Grundskoleforskning, professor Nikolaj Elf, lektor Thomas Skovgaard og professor Connie Svabo. I fællesskab vil vi også give respons på alle de præsenterede ph.d.-projekter.

Du kan deltage med eller uden paper (maksimalt 8 sider, 2200 anslag per side). Alle deltagere bedes fremsende ½-1 sides projektpræsentation på engelsk. Eventuelt paper kan være på dansk eller engelsk (engelsk foretrækkes for at give Jane mulighed for at give respons).

Ph.d.-studerendes fremsendte materiale deles med alle en uge før kurset. Det forventes, at alle har læst hinandens materiale. Der fremsendes også på forhånd tre artikler til tematisering af ph.d.-kursets tema, som også forventes læst.

Ph.d.-stipendiater, der på den ene eller anden måde adresserer kollaborativ forskning og/eller deltagende metodologier i uddannelsespraksis, opfordres særligt til at deltage, men alle ph.d.-stipendiater med interesse for temaet, og som ønsker at drøfte deres eget projekt, er velkomne.

Tilmelding med paper foretrækkes, og derudover foregår tilmelding ud fra et først-til-mølle-princip.

Sidst opdateret: 26.09.2022