Skip to main content
DA / EN

Godt at vide om FKF

På denne side finder du information om:

Nederst på siden kan du finde nyttige kontakter på instituttet, og du er altid velkommen til at henvende dig hos vejlederne på Naturvidenskabeligt Fakultet.

Laboratorierne på FKF 

FARET VILD? Du kan se placering af øvelseslaboratorierne på FKF på dette KORT

Sikkerheden har førsteprioritet

Denne sikkerhedsfolder (pdf) skal du læse, før du går i gang med et projekt på FKF.

Som studerende på FKF vil du hurtigt befinde dig i et laboratorium. Du bliver introduceret til sikkerheden i laboratoriet i et særligt kursus, men de nedenstående huskeregler er gode at have uanset om du skal til øvelser, eller du skal lave et specifikt projekt:

  • Forbered dig til øvelsen! Læs vejledningen eller som minimum introduktionen til faget.
  • Påklædning: Lange bukser, lukkede sko, kittel og beskyttelsesbriller.
  • Langt hår? Sæt det op i en hestehale, knold eller lign., så det er væk fra ansigtet.
  • Ingen tasker eller jakker i laboratoriet! Du finder skabe til opbevaring i umiddelbar nærhed af laboratorierne - husk en 10'er til låsen.
  • Noter og resultater: I enkelte kurser er det tilladt at medbringe computer. Resten af tiden tages der håndskrevne noter. Vi anbefaler en solid protokol (kinabog eller lignende).
  • Sygdom eller forsinkelse: Er du blevet forhindret i at møde op? Om det så bare er 15 minutters forsinkelse pga. trafikken, så skal det meldes på fkf-lab-oevelser@sdu.dk. Den ledende laborant vil ved sygdom prøve at finde plads til dig på et andet hold, men de er i deres gode ret til at bortvise dig fra en øvelsesgang, hvis du kommer for sent, så kom til tiden!

Særlige regler for studerende, der er gået i gang med bachelor eller speciale

Hvis du skal i laboratoriet i forbindelse med dit projekt, vil du i de allerfleste tilfælde få tildelt en plads i et stinkskab i den gruppe, du bliver tilknyttet. Det kan være, at du skal dele pladsen med andre, så vis hensyn og mærk dine ting tydeligt og hold din plads ryddelig. Du skal tage dig af dit affald og din opvask. Spørg gruppens laborant om mærkning af affaldsdunke eller brug nøglen HER. Opvask foregår i et af instituttets to opvaskerum HER og HER, og det gøres efter aftale med Gitte von Qualen.

Som bachelorstuderende må du som udgangspunkt kun være i laboratoriet indenfor normal arbejdstid, og kun hvis der er en laborant, ph.d.-studerende eller vejleder til stede.

Som specialestuderende kan du indhente særlige aftaler til at arbejde udenfor normal arbejdstid, men der skal være en god grund til det. Hvis din syntese f.eks. tager 10 timer at gennemføre og så skal tages af umiddelbart derefter, vil dette tale for, at du kan strække din arbejdstid.

Analyser af synteseprodukter

Instituttet har faste procedurer for analyser af Masse og NMR spektre. Du kan læse mere om de to services og se, hvordan du forbereder prøver og udfylder rekvisitioner her:

Til toppen

 

Gennemførelse af projekter - bachelor og speciale

Sådan kommer du igangMan skal tilmelde sig begge forløb elektronisk på samme måde, som når man melder sig til de øvrige kurser. Du og din vejleder skal udarbejde en projektbeskrivelse, der skal godkendes af Studienævnet. Hvis der af den ene eller anden grund sker ændringer undervejs i projektet, så husk at søge om ændring af titel eller beskrivelse mindst 8 uger før, du skal aflevere.

Din plads på instituttetSom bachelorstuderende har man ikke krav på en kontorplads, men som specialestuderende vil du få anvist en plads. Det kan dog af pladshensyn være et andet sted end resten af gruppen. I forbindelse med tildelingen af en plads, vil man også kunne få udleveret en nøgle, så man kan komme ind i kontorer, laboratorier og køkkenet i stueetagen. Du skal henvende dig til Laura Ingeborg Davidsen på sekretariatet (se nedenfor), for at få en nøgle.

Hvis du skal have en plads enten i kontor eller i stinkskab eller begge dele, skal du ansøge om en plads (det er mest for, at sekretariatet kan holde øje med, hvor mange, der er til stede, og hvor meget plads vi har rundt omkring). Blanketten til dette findes på instituttets sider på SDUnet, som din vejleder har adgang til.

IT, computere og fildelingDer er ikke krav om, at du skal anvende specielle programmer eller styresystemer, men det kan være praktisk at bruge noget, som IT-service kan hjælpe dig med. Hvis du skal have adgang til instituttets foldere på fællesdrevet (S-drevet), skal du have tilladelse fra din vejleder. Når du ansøger om en plads, vil der på blanketten også være felter, hvor du kan udfylde, hvilke foldere, du skal have adgang til.

Sådan læser og forstår du en videnskabelig artikelPå Videnskab.dk findes en god vejledning til, hvordan du bedst læser og forstår videnskabelige artikler. Du kan hente den HER.

Skriveprocessen: Der er lavet en rigtig god vejledning i rapportskrivning, som kan hjælpe dig med at strukturere din opgave. Du kan hente den HER

Når du har skrevet færdigAfleveringen af opgaverne foregår elektronisk, og du vil få en mail med en vejledning, når du nærmer dig deadline. Princippet er det samme som andre digitale eksaminer. 

Bedømmelsen: Evalueringen af opgaverne foregår på følgende måde (i de allerfleste tilfælde):

  • Bachelor: Individuelle opgaver evalueres ved ekstern censur, og du får besked om din karakter efterfølgende. Opgaver skrevet i grupper evalueres ved en individuel mundtlig eksamen.
  • Speciale: Opgaven evalueres ved et offentligt forsvar, hvor alle må møde op. Der skal holdes et oplæg over et givet emne i ca. 30 min., hvorefter vejleder og censor har hver 30 min. til at eksaminere dig i stoffet. Derefter forlader alle lokalet, mens vejleder og censor voterer, og du får derefter din karakter. Du kan anmode tilhørerne om at forlade lokalet under eksaminationen, og du kan også bede om at få din karakter for lukkede døre. De fleste vælger dog at dele begivenheden med familie, venner og studiekammerater.

Du kan finde de helt generelle regler for et bachelorprojekt her: Fysik og Kemi

 

Alumne fra SDU

Vi opfordrer SDU's alumner til at registrere sig i vores Alumnet. Find det her.

 

Til toppen

Sådan læser og forstår du en videnskabelig artikel

Vi har fundet en guide på Videnskab.dk, der er god til dig, der mangler gode råd til, hvordan du får mest ud af en videnskabelig artikel. Værsgo'!

Læs guiden her

Sådan strukturerer du din opgave

Vi har også fundet en vejledning, som kan hjælpe dig med at strukturere din opgave. Igen: Værsgo'!

Læs vejledningen her

Institut for Fysik, Kemi og Farmaci Syddansk Universitet

  • Campusvej 55
  • Odense M - DK-5230
  • Telefon: 6550 3520

Sidst opdateret: 05.04.2024